Poké Bowl med marineret laks

En poké bowl med marineret laks smager intet mindre end fantastisk! Det er friskt, lækkert, og smager af utroligt meget. En hjemmelavet bowl er også langt billigere at lave, fremfor at købe den færdig. Desuden er det meget nemmere end du tror! I opskriften her bruger jeg en nem marinade til laksen, og derudover er det blot ris og grønt. Nemt ikke? Få opskriften herunder.

Jeg har længe haft lyst til en lækker poké bowl, og især en version med laks. Men når budgettet er lidt stramt, så går det ikke at spise ude hele tiden. Derfor besluttede jeg mig for at prøve selv, og det kunne da ikke være så svært at lave?
Jeg googlede mig frem, og fandt utallige opskrifter, hvor ingredienslisten var lang. Der står jeg altså af, og det ved jeg også mange af jer gør. Nogle gange gør det mig ikke noget, at en opskrift indeholder mange elementer. Men lige hér vidste jeg, at det kunne gøres nemmere. Jeg har derfor forsøgt at holde marinader, og andre elementer begrænset. Der er sikkert noget jeg har tilføjet, som du ikke har, men lad det ikke skræmme dig!

Du kan eksempelvis justere på følgende: Undlad marinade eller de ingredienser du mangler. Laksen behøver ikke en marinade, men det gør det bare ekstra lækkert. Brug noget andet grønt, end hvad jeg skriver. Jeg giver flere eksempler nedenfor, på hvad du ellers kan komme i en poké bowl.

Kan jeg bruge andre ingredienser?

Det smukke ved en poké bowl er, at du nærmest kan tilføje hvad som helst. Jeg er gået efter det mere ‘traditionelle’, men du kan nærmest ikke gå forkert i byen med ingredienserne. Personligt synes jeg det fungerer bedst med grønt der passer sammen med ris og soya. Men her er mine tips:

  • Ris – Hvide ris er det mest almindelige, men brune ris fungerer også
  • Rå fisk – Sørg for din fisk er egnet til at spise rå i første omgang. Her kan du købe fra fiskehandleren, eller fryse det ned inden brug. Valget af fisk er op til dig: Tun og laks er favoritterne, men hvis du ikke er så glad for rå fisk, så kan du også stege begge dele, eller måske nogle rejer
  • Frugt og grøntsager – Avokado, radiser, agurk, gulerødder, kål, edamame, ærter, spinat, tangsalat, sprøde løg, syltede løg, mango, friske krydderurter, ananas, og jeg kunne blive ved. Brug de grøntsager du holder af
  • Dressing – ALT! Brug en soyabaseret marinade, chilimayo, ponzu, wasabi/chili, miso og hvad du ellers kan finde på

Jeg håber mine tips kan gøre lidt nytte for jer, og nu til opskriften! Rigtig god fornøjelse i køkkenet.

Poké bowl med laks

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 30 minutter
Ret Hovedret, Salat
Antal 2 personer

Ingredienser
  

Soyamarineret laks

  • 150-200 g laks
  • 5 spsk. soya
  • 1/2 rødløg, fintsnittet
  • 2 spsk. sesamolie (erstat evt. med andet olie og ekstra sesamfrø)
  • 1 tsk. ingefær, revet
  • 1 spsk. sesamfrø
  • 1 spsk. citronsaft & lidt peber

Poké bowl

  • Soyamarineret laks (opskriften ovenfor)
  • 2 dl ris
  • 1 moden avokado
  • 1/2 agurk, fintsnittet
  • 2 håndfulde kål, fintsnittet
  • 1 forårsløg, fintsnittet
  • 2 håndfulde edamame bønner
  • Evt. syltede rødløg, ekstra sesamfrø & lidt koriander på toppen

Sådan gør du
 

  • Start med at skyl dine ris og kog dem efter anvisning. Stil dem herefter på køl. Jeg kan bedst lide dem kolde
  • Gør derefter alle ingredienserne klar på køkkenbordet. Vent gerne til dine ris er i køleskabet, så de har lidt tid til at køle ned
  • Rør din marinade sammen. Skær din fisk i tern, og tilføj til marinaden. Stil på køl i 10-15 minutter
  • Skær derefter det grønne og gør klar til anretning
  • Anretning: Start med en bund af ris. Tilføj derefter din laks, og fordel det grønne som du ønsker. Drys med lidt ekstra sesamfrø på toppen og husk ekstra soya! Velbekomme

Vild med fisk & andet fra havet? Find mange flere opskrifter herunder:

Læs også

2 Kommentarer

  • Svar
    Sabrina
    26. marts 2020 at 19:28

    Hej Camile Maja ? Åh hvor både lyder og set bare lækkert ud! Jeg har faktisk ledt efter en opskrift på Poké Bowl. Så det er skønt, du lige deler din ? Nu spørger jeg måske dumt. Men hvad mener du med at ens fisk, skal være beregnet til at spise rå? Altså kan man bare købe en laksefilet hos fiskemanden, og så bruge den? Og hvad med en frisk laksefilet fra supermarkedet? ?

    • Svar
      Camille Maja
      26. marts 2020 at 20:21

      Hej Sabrina! Dejligt du kiggede forbi – det er også en skøn opskrift.
      Hvis du køber det hos fiskehandleren så bare spørg om du kan bruge det med det samme, og sig det skal serveres råt. Hvis du køber det i en Netto, så skal det fryses ned dagen før du skal bruge det, Du kan altid bruge røget laks/tilberedt uden problemer. Men hvis det serveres råt, skal du være sikker på det er egnet til sushi/bowls, osv 🙂 Det er noget med nogle bestemte pesticider/bakterier, der findes i frisk laks. Håber det gav svar? 🙂

Skriv et svar

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.