Tapas – Opskrifter til en lækker og billig menu


Skal du have gæster i den nærmeste fremtid? Forleden holdte jeg fødselsdag for mine dejlige veninder, hvor jeg serverede en vegetarisk tapasmenu! Tapas er utroligt nemt til mange mennesker, og mange af retterne kan laves i forvejen. Find inspiration til en lækker og billig tapas aften lige her!

Jeg havde planlagt min fødselsdag i god tid, så jeg ikke skulle stå med det hele lige op til. Jeg handlede alt ind nogle dage før, og det krævede kun lidt ekstra plads i køleren. Noget af det kom også på altanen.
Menuen var simpel og jeg lavede mange af tingene dagen før, så jeg kun skulle bruge få timer på det i lørdags. Alt kan selvfølgelig også laves på dagen, men jeg gad bare ikke stå tidligt op, og presse det hele sammen på én dag.

I dette indlæg finder du inspiration til en skøn omgang tapas, med lette opskrifter. Jeg havde nogle af tingene i forvejen, men ellers fik jeg købt alt ind, for under 1000 kr. (inkl vin!) til 12 personer. Jeg handler også hos den lokale grønthandler på Nørrebro, og dermed slap jeg lidt billigere end I måske kan. MEN jeg prøvede så vidt muligt at lave en billig og lækker menu, hvor der ikke skulle mangle noget.

Overblik over menuen

Som sagt prøvede jeg at lave menuen så enkel som muligt, hvor jeg kunne forberede en del i forvejen. Derudover var mit mål, at det skulle være billigt, men uden der manglede noget. Jeg er jo studerende, og har dermed ikke et stort budget. Men det betyder ikke, at man ikke kan invitere på mad, og så behøver det heller ikke, at være dyrt, for at være lækkert! Derudover vil jeg også nævne, at du behøver ikke lave store portioner af alt. Vurder selv hvad du synes der skal være mest af, og hvad du synes er nemmest. Idéen med tapas er jo, at der blot skal være lidt af det hele, og du behøver derfor ikke kæmpe portioner.

Alle mine veninder roste maden og jeg synes virkelig det blev et godt resultat, hvor alle blev mætte! Jeg glemte dog nogle småting i køleren, som f.eks. det halloumi jeg skulle stege og toppe en af salaterne med. Hovsa… Men nu til menuen som består af; Brød, broccolitærte, osteanretning, dyppelse, oliven, grøntsagsstænger, tomatsalat, bagte blomkål med tahindressing, perlebygsalat med bagt grønt & en skøn brownie. Velbekomme!

Brød

Brødet er utroligt vigtigt, og kan give en rigtig god fylde til en tapas menu. Jeg havde lavet nogle lækre speltboller med surdej, som jeg kunne forberede dagen før, og derefter bage om morgenen. Derudover fik de lige 10 minutter i ovnen, lige inden servering. Jeg brugte denne opskrift, som jeg fordoblede. Så havde jeg mindst to boller til hver + lidt ekstra til dagene efter. Hvis du ikke er den store surdejshaj, så kan du selvfølgelig også bage helt almindeligt brød, eller hente hos bageren.

Hvis du mangler inspiration til brød uden surdej, så har jeg disse opskrifter; 

Broccolitærte

Jeg har mange forskellige tærter på bloggen, og der er jo frit slag! Jeg lavede denne broccolitærte på selve dagen, men hvor jeg dog valgte at underbage tærten. Jeg gav derfor kun tærten en halv time, hvor den inden servering kunne få 15-20 minutter ekstra i ovnen. Så var tærten nemlig lun til servering, som jeg også bedst kan lide den. Tærten kan også sagtens serveres kold! Hvis jeg skulle servere en anden tærte, ville det nok være en med spinat, eller med græskar. Begge to smager helt fantastisk, og kan også laves i forvejen. Så nemt!

IMG_3278

Osteanretning

Osten var i dagens anledning sponsoreret af Arla Unika og Ost & Ko. Sponsoreret eller ej, jeg ELSKER Arla Unikas oste. Jeg køber dem også selv i Meny og deres ost “Gammel Knas” er nok min ultimative favorit. Jeg kunne, eller det gør jeg, spise den rent. Det er den lækreste, cremede, og knasende ost. Mums!

Det er ingen hemmelighed, at det er lidt dyrt at købe gode oste. Her behøver du ikke mange forskellige oste, men vurder blot, hvem du skal servere ost for, samt hvor mange penge du vil bruge. Vil du have at der er en lille hapser til alle, kan folk kun lide mellemlageret, eller er det osteelskere. Jeg serverede selv ost for mange osteelskere, og der var dermed fem forskellige oste, med alt fra den milde ost, til en blåost. Der var altså noget for alle, og fadet blev fuldstændig rippet!

Jeg kan kun anbefale et lækkert ostefad, og det er jo fuldstændig op til dig, hvilke slags oste du kunne tænke dig. Det lækreste ved Arla Unika er deres kvalitet, samt de mange forskellige oste de har. Jeg synes de har noget for alle, og så har de også nogle utrolig specielle oste. Du kan tjekke hele deres udvalg ud lige her.

Prøv lige at se den lækre anretning. Jeg savler næsten…

Dyppelse og oliven

Endnu et vigtigt punkt – dyppelse & oliven. Her kan du gøre som du vil. Du kan købe dig til det hele, eller lave det selv. Du kan lave alle slags dyppelse dagen før, og det gør jo det hele lidt nemmere. Jeg lavede både hummus og tahindressing, og derudover kan du også lave en hjemmelavet pesto. Alle et sikkert hit til en lækker tapas menu, og du kan også sagtens nøjes med en enkelt slags.

Tahindressing

  • 6 spsk tahin
  • 2 fed hvidløg, presset
  • Saften fra 1.5 citron
  • 1 spsk. peanutbutter
  • 1 tsk. spidskommen
  • Ca. 0.8 dl vand
  • Smages til med salt, peber og evt. ekstra citron

Du blander simpelthen det hele sammen og smager dressingen til som du ønsker. Måske du også ønsker mere vand i – den skal have samme konsistens som honning. Tyk, men let flydende.

Grøntsagsstænger

Grøntsagsstænger behøver vidst ikke en større forklaring. Jeg skar gulerødder, peberfrugt og agurk, og kom i 4 store glas. Dette lavede jeg om formiddagen, og stillede derefter på køl i serveringsglas.

Tomatsalat

Jeg lavede tomatsalaten om formiddagen, og ventede blot til at hælde dressingen over til servering. Jeg endte nok med ca. 800 g lækre cherrytomater, til 12 mennesker. Her kunne alle få en enkelt portion, og når der er så meget mad, så behøver man heller ikke store mængder af det hele.

Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift, hvor jeg blot undlod avokado, og erstattede mozzarella med feta. Jeg valgte feta frem for mozzarella fordi det var billigere, og fordi jeg allerede skulle bruge feta til tærten.

Bagt blomkål med tahindressing

Et lille tip til den bagte blomkål, som jeg selv glemte. Hvis du vil servere den varm, så LAD VÆR med at bag den i ovnen, sammen med dine bagte grøntsager som jeg. Dampen gør simpelthen at blomkålen bliver blød og ikke ristet/sprød, som jeg havde planlagt. Blot en lille reminder…

Dagen inden skar jeg 2 stk. store blomkål, som jeg satte på køl. På dagen vendte jeg blomkålen i olie, salt, peber, citronsaft og evt. spidskommen & revet muskat. Blomkålen fik 20 minutter i ovnen, og så serverede jeg den lun, med et par spsk. tahindressing ovenpå, som du fik opskriften på lige ovenfor. Dertil kunne mine gæster selv tage mere dressing, hvis de havde behovet.

Perlebygsalat med bagt grønt

Hvis I følger med på Instagram, ved I nok at jeg ofte laver perlebygsalat. Jeg synes det er så lækkert med fylde i salater, og en perlebygsalat er ingen undtagelse. Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift, hvor jeg fordoblede mængden af perlebyg + dressingen. Jeg brugte dog ikke samme mængde grøntsager. Jeg er sikker på, at jeg endte med mindst 1 kg grønt herunder; græskar, rødløg, peberfrugt og aubergine. Her kan du blande mængderne som du vil, og blande det hele sammen med lidt olie, salt, peber, citronsaft, spidskommen (eller andre krydderier).

For at gøre det ekstra nemt; Skær alle grøntsagerne til salaten aftenen før, og kom det i en lufttæt beholder. Du sparer alligevel lidt tid dagen efter, hvor du kun skal vende blandingen i olie + krydderier og så ca. 30 minutter i ovnen.

På selve dagen kogte jeg perlebyg flere timer inden, og blandede det med dressing & hakket persille. Det gør ikke spor, at dette er koldt, når grøntsagerne er varme. Dette blandes sammen lige inden spisested, og så er der lækker lun salat.

Dessert

Den perfekte dessert, er jo en der kan laves i forvejen. Her overvejede jeg mange ting herunder crumble, panna cotta, hjemmelavet is, pandekager, cheesecake m.m.. Jeg droppede det hele og lavede noget jeg ved alle elsker – Brownie! En brownie er nem, lækker, og så var det også en opskrift jeg havde i forvejen, nemlig min egen version. Det var heldigt!

Brownien er helt fantastisk, og fungerer rigtig godt til en god vaniljeis. Derudover lavede jeg brownien aftenen inden, og pakkede den derefter godt ind, da den var kølet af. Det gør ingenting ved smagen, og den var stadig rigtig lækker klistret om lørdagen.

Mere inspiration?

På det store internet, findes der jo en uendelig mængde af inspiration til en lækker tapas menu. Nu fik I min menu, og jeg håber I kan lide dem. Hvis du stadig ønsker flere opskrifter til en lækker tapas, så kan jeg også anbefale:

Alt i alt var det en skøn fødselsdag med glade gæster, og så var der rester til frokost i et par dage. Derudover fik jeg nogle virkelig gode gaver fra mine søde veninder, og så bliver det jo ikke bedre!!

Jeg håber I kunne bruge mine idéer, og så vil jeg blot ønske jer en dejlig dag.

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.