Cremet pasta med peberfrugtsauce

Weekenden er lige om hjørnet og jeg har en lækker cremet pasta med peberfrugt og fløde klar til jer. Pastaen er med ganske få ingredienser og smager fantastisk! Det er faktisk en af de bedste pastaer jeg har lavet længe og den skal selvfølgelig deles med jer. Retten kan både fungere til middagsselskabet og til en travl hverdag, og I får opskriften lige herunder.

Det perfekte tøm-køleskabet-måltid

En lækker pastaret behøver slet ikke være kompliceret og kræver ofte ganske få ingredienser. I kan forsøge jer med hjemmelavet pasta (utroligt nemt i øvrigt) eller vælge jeres favorit fra supermarkedet. Når jeg skal lave pasta afhænger det af hvad jeg har på lager. Oftest er der en form for ost i, lidt grønt og nogle gange noget der er cremet. Det cremede element kan være, fløde, ost, eller en grøntsagssovs. Det er en smagssag og afhænger også af humøret synes jeg. Jeg elsker eksempelvis også en Cacio e Pepe, som blot består af en god pasta, pecorino, parmesan, smør og friskkværnet peber. Mmhh..

Hvis I elsker pasta ligeså meget som jeg, så finder I en samling af skønne pastaretter lige her

Jeg lavede opskriften i forbindelse med min #brugdinmad udfordring, som foregår på Instagram. Her handler det om at inspirere jer derude til mindre madspild og at bruge det der allerede findes i køleskabet. På Instagram kan I finde tips og tricks, til at pifte jeres kedelige rester lidt op. Forhåbentlig kan det inspirere nogle til at lave et lækkert måltid, og måske selv deltage i udfordringen? Post jeres næste tøm-køleskabet-ret på Instagram, benyt #brugdinmad, og vær med i det nye fællesskab med madinspiration på Instagram. I kan se min tidligere video på kanalen for en længere forklaring af konceptet.

Jeg håber I kan lide pastaen. Velbekomme og ha’ en dejlig weekend!

Cremet pasta med peberfrugtsauce

Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet tid 30 minutter
Ret Hovedret
Køkken Italiensk
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 400 g pasta
  • 3 røde peberfrugt
  • 2 rødløg
  • 3 fed hvidløg
  • 150 g cherrytomater (tag en lille håndfuld fra, til at vende i pastaen)
  • 50 g parmesan
  • 1/4 fløde
  • 1 dl pastavand
  • 1/2 citron
  • 2 spsk. balsamico
  • Salt & peber
  • Olivenolie/smør til stegning
  • Revet parmesan og frisk basilikum til topping

Sådan gør du
 

  • Start med at tænde ovnen på 200 grader, varmluft, og find alle ingredienserne frem
  • Skyl og snit din peberfrugt og tomater. Skær løg i kvarte og mas hvidløget med fladen af din kniv. Det hele skal blendes til sidst, så du behøver ikke at tænke over at skære noget pænt. Bland det grønne med 2 spsk. olivenolie, 2 spsk. balsamico, salt og peber. Giv det 25 minutter i ovnen, til det har fået en god farve
  • Mens du venter, kan du bringe vandet til pastaen i kog. Husk at salte det godt og at koge pastaen i rigeligt vand. Kog pastaen efter anvisning. Når du hælder vandet fra så tag 1 dl pastavand fra
  • Kom de nu bagte grøntsager i en blender (eller brug en stavblender), tilføj fløde, stykker af parmesan og saften fra en halv citron. Blend til en cremet konsistens
  • Find en pande og kom lidt fedtstof på. Tilføj den håndfuld tomater du tog fra tidligere og steg dem af. Tilføj den kogte pasta, peberfrugtsaucen, og tilføj eventuelt 1 dl. pastavand, hvis du synes saucen skal være tyndere
  • Smag til med ekstra citronsaft, salt, peber og olivenolie og server! Top din pasta med revet parmesan og frisk basilikum

Læs også

2 Kommentarer

Skriv et svar

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.