Hertil aften lavede jeg den lækreste kartoffelsalat med rygeost, og jeg fik heldigvis tid til at skrive den ind med det samme. Opskriften er nem og passer til både fisk, kød, og til alle de grillaftener der kommer. Jeg serverede selv kartoffelsalaten til lidt stegt rødspætte, og det smagte skønt. I får opskriften lige herunder. Rigtig god fornøjelse.
Jeg får ikke lavet så meget nyt mad for tiden, og det lider bloggen lidt under. Grunden til det er at jeg skriver det sidste på mit speciale, som er færdigt lige om lidt (!!!). Tænk at jeg er kandidat i Pædagogisk Psykologi lige om lidt! Om under 1 måned kan jeg aflevere det, og så er det kapitel forhåbentlig færdigt. Jeg glæder mig til fremtiden, og mest af alt glæder jeg mig til at aflevere det speciale! Hold nu op det trækker tænder ud her til sidst… Jeg tæller dagene til aflevering, til ferie, til mere fritid, og til flere timer i solen. Men nok om det. Nu til den lækre kartoffelsalat, som I forhåbentlig også har lyst til at lave.
Opskriften er nem som altid og passer som sagt til det meste. Jeg havde ikke prøvet at lave en version med rygeost før, men nu skulle det prøves. Det er en lidt mere cremet kartoffelsalat end normalt, og hvis jeg ikke havde så travlt idag, havde jeg nok også serveret en grøn salat ved siden af. Men det behøves altså ikke – der er masser af grønt i selve kartoffelsalaten.
Vild med kartoffelsalat? Jeg har flere versioner lige her.
Jeg håber I kan lide min version på kartoffelsalat med rygeost. Den er cremet, salt, sød, lækker, sommerlig og lige som den skal være. Rigtig god fornøjelse.
Kartoffelsalat med rygeost og radiser
Ingredienser
- 800 g kogte kartofler
- 80 g rygeost
- 130 g creme fraiche
- 1 spsk. æblecidereddike/hvidvinseddike
- 2 tsk. dijonsennep
- 1 lille skalotteløg (eller rødløg)
- 1 håndfuld radiser, ca. 8-10 stk.
- 2 håndfulde feldsalat (kan undlades)
- Salt & peber
- Topping: Ekstra radiser og evt. lidt purløg eller persille
Sådan gør du
- Start med at kog dine kartofler i let saltet vand. Du kan med fordel allerede inden du koger dem, skære dem i mundrette stykker. Lad dem køle lidt af inden du blander dem med de resterende ingredienser
- Snit skalotteløg og radisser i tynde skiver og bland med creme fraiche, rygeost, dijonsennep, æblecidereddike, feldsalat og smag til med salt og peber. Tilføj endelig mere af nogle af ingredienserne, hvis du synes den mangler!
- Bland din dressing med de kogte kartofler og anret med lidt radisser og krydderurter på toppen
- Serveres som tilbehør til aftensmaden. Velbekomme!
Ingen kommentarer