Endelig har jeg fået skrevet denne opskrift ind! Denne opskrift på tomatsuppe med fennikel har faktisk været online før, men billederne var simpelthen så gamle (og grimme), at jeg havde brug for at få skiftet dem ud. Nu er opskriften online igen, og I kan godt glæde jer til en fantastisk suppe! Min opskrift på tomatsuppe er nem, hurtig at lave, og fennikel gør virkelig noget lækkert for suppen. God fornøjelse.
Jeg må hellere huske at give credit til min søde mor, for opskriften er faktisk hendes. Jeg havde helt glemt denne skønne tomatsuppe, indtil min veninde spurgte efter opskriften. Vi er vokset op sammen, og hun har spist suppen mange gange – både hos os, og så har hun også selv lavet den. Hun savnede opskriften på bloggen, så nu måtte jeg hellere komme igang.
En nem vegetarisk hverdagsret
Opskriften er som sagt nem, ligesom mange andre opskrifter på bloggen, og passer godt til en nem hverdagsaften. En tomatsuppe fungerer også godt til de lune sommeraftener, og kan både gå som en let forret, eller til hovedmåltidet. Personligt har jeg altid fået suppen som et fuldt måltid, hvor jeg serverer lidt brød til. Derudover har jeg næsten altid creme fraiche, græskarkerner, eller andet sprødt som topping til suppen.
Har du lyst til en forret eller dessert sammen med tomatsuppen? Jeg kan anbefale disse lækre bruschetta til forret, og så denne skønne crumble med friske bær. Du kan også bruge rabarber, som er i sæson for tiden
Reklame // Det var ikke meningen at dette indlæg skulle indeholde reklame, men nu ville jeg alligevel tippe om Eat Grim, som leverer grøntsager til hoveddøren. Jeg udvikler nemlig opskrifter til Eat Grim, hvor denne her tomatsuppe er en af dem. Det fennikel der er i suppen er fra en af deres grøntsagskasser, som består af grønt der er overproduceret eller kasseret pga. skønhedsfejl. Grøntsagerne fejler absolut ingenting, og jeg kan kun anbefale det. De er netop igang med at udvide til Nordsjælland, Aarhus, Aalborg og Odense – og det kan du læse mere om lige her. I er flere der har skrevet, at I var ærgerlige over at de ikke var I jeres by. Måske I er heldige nu? Uanset hvad har jeg koden CAMILLEMAJA, som giver 20% på første bestilling. Jeg får ikke nogle økonomiske fordele ud af at tippe jer. Men jeg synes de gør et godt stykke arbejde, og derfor ville jeg lige dele nyheden.
Og nu til opskriften. Velbekomme!
Tomatsuppe med fennikel
Ingredienser
- 2 stk. store løg
- 2 stk. fennikel
- 2 fed hvidløg
- 3 ds. hakkede tomater
- 1/2 dl. oyster sauce
- 3 terninger grøntsagsbouillon
- 1 håndfuld frisk timian, hakket (1-2 spsk. tørret timian kan også fungere)
- Olivenolie, salt, peber
- Evt. frisk chili og citronsaft
Tilbehør
- Server evt. med ristede kerner, creme fraiche og en skive frisk brød med smør
Sådan gør du
- Fjern skallen fra løgene og skyl din fennikel. Skær begge dele i grove stykker og svits i en varm gryde med fedtstof.
- Tilsæt 2 fed hvidløg i gryden, som du har mast med bladet på din kniv. Det hele skal blendes til sidst, så det gør ikke noget det er lidt groft. Lad det stå i 5 minutter og rør rundt undervejs. Det må godt få lidt farve. Hvis du vil have frisk chili i, skal det tilsættes nu.
- Efter ca. 5 minutter tilføjer du hakkede tomater, hvor du fylder alle dåserne op med vand og tilføjer til suppen. Tilføj østerssauce, 1 spsk. salt, et drys peber, bouillon og eventuelt saften fra en halv citron. Kog suppen op og skru derefter ned, så suppen kan simre i ca. 20 minutter.
- Blend suppen og smag til med salt, peber, citron, østerssauce, eller hvad du ellers kunne tænke dig. Personligt kommer jeg også lidt æblecidereddike i. Det er helt op til dig
- Serveres varm med dit ønskede tilbehør. Velbekomme
Ingen kommentarer