Bagte søde kartofler med sprøde kikærter og tahindressing


Bagte søde kartofler smager fantastisk og er det perfekte tilbehør. Disse er fyldt med sprøde kikærter, frisk persille og så en cremet tahindressing på toppen. De fungerer til det meste, og kan også fungere som en let aftensmad, hvis du tilføjer lidt ekstra fylde. Dette kunne være i form af ris, bulgur, eller hvad du ellers kan lide. Få opskriften lige herunder.

Det er en underlig tid lige nu. Jeg sidder i skrivende stund i et sommerhus nord på, og har isoleret mig fra det meste. Jeg savner livet i København, mine venner og min familie. Ligesom mange af jer gør.
Sommerhuset ligger placeret ved dejlig natur, og det er så skønt. Især for hunden!
Tiden bruges på mit speciale, som jo ikke løber nogle vegne. Derudover har jeg brugt meget af weekenden i køkkenet, for at udvikle nye opskrifter. Opskriften på bagte søde kartofler er en af disse, og den er fantastisk! Jeg elsker søde kartofler, uanset hvordan de tilberedes.

Er du selv vild med søde kartofler? Du finder alt fra pastasovse til salater lige her

Fyldt sød kartoffel

Fyldte søde kartofler kan jo indeholde hvad som helst. Min version er med sprøde kikærter og tahindressing, og fungerer rigtig godt sammen. Jeg har også set nogle med mexikanskinspireret fyld, jeg godt kunne tænke mig at lave. Det må blive næste gang.
Opskriften er nem at gå til og kræver ikke mange ingredienser. Konsistensen på kartoflen er blød, sød og cremet, og smager bare lækkert!

Rigtig god fornøjelse i køkkenet, og jeg håber I har det godt derhjemme i denne corona-tid. Kram til jer!

Bagte søde kartofler

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 1 time
Samlet tid 1 time 15 minutter
Ret Hovedret, Salat, Tilbehør
Antal 2 personer

Ingredienser
  

Fyldte søde kartofler

  • 1 sød kartoffel/person
  • Frisk persille
  • Ristede kikærter
  • Tahindressing
  • Granatæble

Ristede kikærter

  • 1 dåse kikærter (forkogt)
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. paprika
  • Salt, peber

Tahindressing

  • 2 spsk. tahin
  • 2 tsk. peanutbutter
  • 1 lille fed hvidløg, presset
  • 1/2 citron, saft
  • Vand
  • Salt, peber

Sådan gør du
 

  • Start med at tage alle ingredienserne frem og tænd ovnen på 200 grader, varmluft.
  • Dræn dine kikærter og dub med et papir/viskestykke. Tænd en pande og tilføj olie. Tilsæt kikærterne til den varme pande, og drys med dine krydderier. Skru ned på middel og rør jævnligt i ca. 10 minutter. Stilles derefter til side (de kan også laves i ovnen)
  • Mens dine kikærter står og bliver sprøde, renses de søde kartofler. Brug en svamp og rens dem godt. De skal beholde skrællen på. Skær et kryds, pak dem derefter i sølvpapir og giv dem ca. 50 minutter i ovnen.
  • Rør din dressing. Her rører du tahin, peanutbutter, presset hvidløg, citronsaft, salt og peber godt sammen. Tilføj et par spsk. vand af gangen, til din dressingen har en cremet konsistens. Jeg tror jeg ca. brugte 0.5 dl vand
  • Efter 50 minutter tages de bagte søde kartofler ud af ovnen. Top dem med sprøde kikærter, frisk persille og tahindressing. De fungerer også rigtig godt med en ske creme fraiche på! Velbekomme

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    Opskrift Vurdering




    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.