Indbagt hvidløgsbrød med sprød skorpe, to slags ost og toppet med hvidløgsolie og persille. Lyder det ikke mundvandsfremkaldende? Jo, det synes jeg også! Opskriften er en kopi af det hvidløgsbrød jeg fik i Grækenland og det smager fantastisk. Få opskriften nedenfor.
Hvis du endnu ikke har læst min guide til den græske ø Skiathos, hvor jeg fik et lignende hvidløgsbrød, så kan du læse den her.
Det græske hvidløgsbrød og den store hype
Jeg har længe talt om det berømte hvidløgsbrød fra Skiathos, samt delt flere videoer af det på Instagram. Jeg var forbi La Cusina di Maria på Skiathos 3 gange, for at spise det samme hvidløgsbrød. SÅ godt var det. Jeg har også lovet jer at udvikle en opskrift, som mindede så meget om brødet som muligt. Nu er opskriften endelig klar og jeg synes smagen minder utroligt meget om det originale fra Grækenland. Det er snasket, sprødt, ostet og spækket med hvidløg. Mmmmh!
Det indbagte hvidløgsbrød er med to slags ost: græsk feta og mozzarella. Som topping kommer man hvidløgsolie og finthakket persille udover. Brødet er selvfølgelig også sprødt og vulgært på den helt perfekte måde. Jeg har virkelig glædet mig til at dele det med jer!
Server hvidløgsbrødet som det er, sammen med en græsk salat eller som forret. Det hele fungerer. God fornøjelse og velbekomme.
Indbagt hvidløgsbrød med mozzarella og feta
Ingredienser
Dej
- 2.5 dl lunken vand
- 15 g gær (to store ærter)
- 380 g Tipo 00 hvedemel
- 6 spsk. olivenolie
- 1 tsk. salt
Fyld
- 3 kugler mozzarella
- 100 g græsk feta
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk. citronsaft
- Salt og peber
Hvidløgsolie
- 1/2 dl olivenolie
- 1/4 bundt persille, finthakket
- 2 fed hvidløg, presset
- Salt og peber
Sådan gør du
- Opløs gæren i vandet. Tilføj melen og de øvrige ingredienser.
- Ælt dejen i ca. 10 minutter ved middel hastighed, til dejen slipper skålen.
- Kom dejen i en olieret skål og lad den hæve tildækket i 30 minutter ved stuetemperatur.
- Riv din mozzarella fra hinanden (så den trevler) og bland med feta, til du får en cremet masse. Tilføj presset hvidløg, 1 spsk. citronsaft og lidt salt og peber. Stil til side.
- Rør din hvidløgsolie sammen og stil til side. Brug eventuelt mere olie, hvis du ikke synes det er nok. Det skal over brødet til sidst.
- Kom dejen på et meldrysset bord. Del dejen i 4 stykker og form til kugler. Brug eventuelt en brødsparten, hvis du har, til at forme med. Lad kuglerne hæve lunt og tildækket i 30 minutter.
Efter hævning
- Tænd ovnen på 220 grader, varmluft.
- Kom ekstra mel på bordet og på dine hænder.
- Form en dejkugle ad gangen. Forsigtigt tager du begge hænder, lægger dem over hinanden og bevæger dig fra midten af dejkuglen og udad mod kanten uden at beskadige skorpen. Du kan også tage dejen op på knoerne og forsigtigt trække den ud. Dejen skal være så tynd som muligt, uden at gå i stykker. Hvis begge dele er for svært, kan du bruge en kagerulle.
- Kom fyldet på den ene halvdel og fold den resterende halvdel henover fyldet som en calzone. Fold kanten en ekstra gang og pres den godt sammen. Gentag med de resterende brød.
- Bag brødene i midten af ovnen i ca. 15 minutter. De skal være gyldne og sprøde. Du kan med fordel også pensle brødene med lidt olivenolie, inden de skal i ovnen.
- Hæld hvidløgsolien over hvert brød og nyd dem varme.
Lyst til mere snasket mad? Prøv også:
- Risottokugler – mest resterne fra gårsdagens risotto
- Croque Madame – den franske luksustoast med spejlæg på toppen
- Nachos med pulled chicken
- Halloumiburger – Vegetarisk burger med friteret halloumi
Tak fordi du læste med.
2 Kommentarer
Nicolaj Vinter
5. september 2024 at 13:53Virkelig lækker opskrift. Godt tænkt at lave indbagt af feta, det har jeg ikke prøvet før 🙂
Camille Maja
23. september 2024 at 21:041000 tak Nicolaj! Dejligt du kunne lide den – elsker også med feta i! 🙂