Lune pølsehorn - Perfekt til madpakken, på farten, og som mellemmåltid

Lune pølsehorn – perfekt til madpakken

De fleste jeg kender er ret vild med pølsehorn, og jeg er ingen undtagelse. Herhjemmede lavede vi en stor portion pølsehorn, som derefter kom på frost. Pølsehornene kan nydes som de er, eller lunes fra frost, for at komme med i madpakken. Opskriften er simpel og dejen er nem at arbejde med. God fornøjelse!

Søger du mere inspiration til madpakken, finder du den lige her!

Ofte er de pølsehorn man kan købe to-go lidt tørre, kedelige eller med for meget brød. Derfor tænkte jeg, at der skulle være en nem og lækker opskrift her på bloggen til jer, og samtidigt kunne jeg få fryseren fyldt op med pølsehorn. I kan selvfølgelig også lave en mindre portion, men jeg synes det er så nemt, når man allerede står med fingrene i dejen. Hvis der så er plads i fryseren, så er det kun en fordel at lave en stor portion som denne. Så er der til en anden dag, hvor overskuddet er mindre, og madpakken skal pakkes lidt hurtigere.

Velbekomme – jeg håber I kan lide dem! 

Pølsehorn

Forb. tid15 min
Tilb. tid1 t 30 min
Samlet tid1 t 45 min
Ret: Bagværk, Snack, Tilbehør
Antal: 24 stk

Ingredienser

  • 4 dl mælk
  • 25 g gær
  • 24 små pølser (ca.) (jeg bruger kyllingepølser)
  • 45 g blødt smør
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. sukker
  • 550 g hvedemel
  • 150 g graham/spelt
  • 1 æg til pensling
  • Evt. sesamfrø og ketchup

Sådan gør du

  • Start med at lune din mælk til den er fingervarm. Hæld mælken i en stor røreskål, opløs gæren heri, og tilsæt det bløde smør og sukker. Rør rundt
  • Derefter kommes mel og salt i skålen og æltet til dejen er glat og smidig (brug evt. en røremaskine). Dæk dejen til, og lad den hæve et lunt sted i 45-60 minutter
  • Når dejen er hævet deles den i 4 kugler. Rul dem til cirkler og skær dem hver især i 6 (eller 8) trekanter. Placer pølserne på det brede stykke af trekanten og rul dejen omkring pølsen. Hvis du ønsker ketchup/andet, kommes dette under pølsen, inden den rulles.
  • Kom dine pølsehorn på en bagplade (med lukningen mod pladen), pensl med æg, og pynt evt. med sesamfrø. Lad dem efterhæve i 30 minutter mere, med et klæde over. Tænd imens ovnen på 200 grader, varmeluft
  • Bag pølsehornene i ca. 10-15 minutter, til de er let gyldne

Noter

Jeg havde oprindeligt tænkt der skulle 8 pølsehorn pr. kugle dej, men da jeg havde rullet dejen ud, syntes jeg det passede lidt bedre med 6 pølsehorn. Prøv at rul en kugle ud af gangen - Måske kan du få den tyndere end jeg kunne og dermed få 8 pølsehorn? 🙂 

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.