10 ting at lave i August

August nærmer sig, og det er tid til endnu en oplevelsesguide! Jeg har samlet 10 ting at lave i august til jer, og jeg har glædet mig til at dele listen med jer. Endnu engang disker København op med fede events, og der er især en masse mad på programmet. Det er jo lige noget for mig, og jeg håber I finder noget I kan lave på listen. God læselyst!

Min august

Det var faktisk meningen, at jeg skulle blive hjemme i denne måned, men så kom jeg til at lave en masse planer.. Det kan jo ske. Nu går turen til Kreta med en sød veninde, jeg har lært at kende gennem Instagram. Det er altså sjovt, at man kan få nye veninder på den måde. Men vi fandt en deal på nettet for små 1500kr for fly og lejlighed ved stranden. Vi skal lave absolut ingenting, udover at spise, drikke kolde sager, sole os, og læse bøger.

Udover Kreta, så har jeg også mange event på programmet, som I kan læse mere nedenfor. Derudover så holder jeg jo også min livsstilscamp i Portugal i slutningen af august. Den kan du læse meget mere om lige her – der er kun 1 plads tilbage!

Jeg håber I får en dejlig august! 

Copenhagen Cooking

Endnu engang er det tid til den bedste uge på året; Copenhagen Cooking & Food Festival. Jeg kommer også med en seperat guide til CPH Cooking senere på måneden, men hvis du endnu ikke har tjekket programmet ud, så er det altså tid! Det bliver hurtigt udsolgt, og hvis du er madelsker kender du nok til festivalen allerede.

CPH Cooking er et tilbagevendende event, der hylder det danske madland over 10 dage, midt i København. Der vil være et væld af madoplevelser, gratis arrangementer, og en stor fejring af sæsonens råvarer og den gode spiseoplevelse.

Festivalen foregår fra d. 23-1 september i forskellige dele af byen, og det kan du læse meget mere om lige her.

Street food om søerne

Den 9-11 august vil der være over 60 stadeholdere til stede rundt om søerne i København. Street Food om Søerne er en madfestival, der arbejder for at fremme en mangfoldig madscene. Her samles mad-iværksættere, mindre restauranter og større gastronomer rundt om Søerne.

Jeg har været forbi flere år i streg, og det er altid så svært at vælge hvor man skal spise. Men så er det jo godt, at det foregår over flere dage! Du kan læse meget mere om det lige her.  

Stella Polaris på Frederiksberg

Stella Polaris er et tilbagevendende event og sker d. 3 august på Frederiksberg. Festivalen foregår hver sommer og er den største “picnic-festival” med elektronisk musik, og den bliver kun mere og mere populær.

Hvis du er til lækker musik, og udendørshygge, så er eventet klart noget for dig. Jeg har selv været forbi et par gange, når vejret har været godt, og det er altid så hyggeligt. Det er lige præcis hvad man gør det til, og der er noget for alle aldre.

Du finder mere info lige her.

Copenhagen Pride

Copenhagen Pride er fantastisk og er et af mine favoritfestivaler i KBH. En uge fyldt med glæde og mangfoldighed! Copenhagen Pride Week løber fra 13. – 18. august med paraden lørdag den 17. august. Du kan opleve gratis koncerter hver aften på Pride Stage, Europas største dragshow, festlige pop-up shops på Pride Square (Københavns Rådhusplads), et 4-dages menneskerettighedsprogram og workshops samt uanede mængder mangfoldighed, fest og regnbuefarver.

Du finder meget mere info om festivalen lige her.

Zulu sommerbio

I midten af august kan du endnu engang opleve film under åben himlen. Denne gang foregår det på Halmtorvet i København, hvor du kan se to forskellige film. Den 14 august vises der Holiday, hvor du dagen efter d. 15 kan se A star is born. Sidstnævnte er en rigtig tudefilm, så husk kleenex!

Det hele er gratis, og du kan læse meget mere om det lige her. Zulu sommerbio kommer forresten også til andre byer end KBH.

Udforsk vandet

Du har nok en favorit ift. hvor du gerne vil bade, men hvad med at prøve at udforske København lidt mere? Personligt er jeg blevet rigtig glad for Nordhavn og kanalerne. Jeg er oftest ved Kalvebod, Ofelias plads, eller ved Broens Gadekøkken. Ved den sidstnævnte, der vidste jeg ikke man kunne bade, før jeg sejlede forbi. Lige ved restauranten Barr, kan du faktisk hoppe i vandet, og der er så lækkert!

Udover at bade, så kan jeg kun anbefale at man skyder lidt penge i en lejebåd. Jeg har været med nogle venner ude at sejle et par gange nu med GoBoat, og det er lige godt hver gang. Det er så lækkert bare at kunne styrer det selv, og stoppe og hoppe i vandet når man vil. Jeg har skrevet mere om GoBoat, og hvad det nu er for noget lige her.

Frokost på Kompasset

Dette er en af mine favoritter ift. frokost i byen. Kompasset ligger helt nede i enden af Nyhavn, og er oftest ikke der man bevæger sig ned. Det er lidt en skam, for Kompasset er virkelig en perle, inden for smørrebrødsområdet.

Priserne er rimelige, maden fantastisk og atmosfæren ligeså. De laver et moderne twist på smørrebrødet og du kan selv vælge om du vil have en sammensat menu, et enkelt stykke, og om vil have dessert eller ej. Derudover matcher de også alt deres øl med det pågældende smørrebrød. Jeg elsker virkelig dette sted, og det er et perfekt spot at nyde sommersolen i. Du kan læse mere om Kompasset lige her.

Strøm festival

Igen i år kan du opleve Strøm Festival i byen, som er en festival for elektronisk musik. Eventet foregår d. 7-10 august, og er ganske gratis. Her kan du opleve et væld af gratis koncerter spredt ud over hele byen. Derudover præsenterer Strøm Festivalen en række alternative arrangementer, hvor byens rum udnyttes, som ved brug af Metroen til pop-up fester og kirke tårne til koncerter.

Det bliver super fedt, og du kan læse meget mere om Strøm lige her

Pumpehuset Byhave med gratis koncerter

Gratis koncerter er noget vi kan lide, og du finder flere i Pumpehuset. Koncerterne finder sted i Pumpehusets “Byhave”, som er en hyggelig udendørs sommervenue. Der har allerede været en del koncerter, men du kan stadig nå en masse i august. Til de gratis koncerter er der er mulighed for kolde drikke, grillmad og mad fra lokale food trucks.

Byhaven åbner kl. 14 og koncerterne starter kl. 18.30. Der er fri entre til en række koncerter med upcoming kunstnere. Du kan se programmet lige her.

Bonusinfo: Hver sidste søndag i måneden finder du også et loppemarked i Byhaven.

This Is Vesterbro – Streetparty

Det sidste event foregår på Vesterbro d. 3 august på Sønder Boulevard 53 – så det er lige om hjørnet!

Den 3 august byder Vesterbro på sommertoner fra Københavns dygtige DJ’s, et stort loungeområde, eftermiddagsyoga, autentisk mad fra lokale aktører, cocktails og kolde drinks. Det er gratis at deltage, og så er det kun op til dig ift. hvor meget budgettet skal være på.

Eventet starter omkring kl 15, og så vil der være et line-up med Dj’s fra kl 16-22.30, hvor festen derefter sluttes på Absalon. Du kan læse meget mere om eventet lige her.

Rigtig dejlig august til jer!
Billederne nedenfor er fra sidste års CPH Cooking. 

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.