Græsk salat er en nem og klassisk græsk ret, som fungerer perfekt til forret eller som tilbehør til aftensmaden. Når jeg er i Grækenland, indtager jeg uanede mængder af græsk salat og det smager lige skønt hver gang. Glæd jer til en nem salat på kun 10 minutter.
Solmodne tomater, agurk, oliven, rødløg og en god græsk feta. Det er alt du skal bruge, for at lave en græsk salat. Derudover tilføjer jeg også lidt olivenolie, rødvinseddike og tørret oregano på toppen. Så lækkert og simpelt og som smager virkelig dejligt til mange retter – også uden for det græske køkken.
Server din græske salat med hjemmelavet tzatziki, for at fuldende måltidet.
Eftersom salaten indeholder så få elementer, ville jeg anbefale dig at bruge gode råvarer. Køb for eksempel den græske feta, frem for puck, salattern/andet. Jeg kan anbefale at smutte forbi Osten ved Kultorvet, som har en skøn græsk feta. Her køber jeg rigtig tit ost og jeg elsker deres lille butik. Bare et lille tip fra mig til jer.
Opskriften er til fire personer. Rigtig god fornøjelse og velbekomme.
Græsk salat
Ingredienser
- 4 store modne tomater eller 250 g cherrytomater
- 1 agurk
- 1 rød peberfrugt
- 1 rødløg
- 100 g græsk feta
- 100 g sorte oliven
- 2 spsk. olivenolie
- 3 spsk rødvinseddike
- Tørret oregano, salt, peber
Sådan gør du
- Vask agurken. Halver den og skrab kernerne ud med en teske. Skær agurken i halvmåner.
- Vask tomaterne og skær dem i både.
- Skær peberfrugt i strimler og rødløg i tynde både.
- Kom alle grøntsagerne og oliven i en dyb tallerken/en flad skål. Bland det hurtigt sammen.
- Skær den græske feta diagonalt igennem så du får to trekanter og placer ovenpå salaten.
- Dryp salaten med en god olivenolie og lidt rødvinseddike, hvis du har.
- Drys til sidst salaten med tørret oregano, salt og peber og server.
Noter
- Det er en smagssag, om agurken skrælles eller ej. Jeg beholder skrællen på, med de danske agurker.
- Brug gerne solmodne tomater, når de er i sæson. Lad også gerne tomaterne blive ude af køleskabet - så smager de af mere.
Ingen kommentarer