Er du klar til de lækreste fiske tacos med sprød fisk, bløde tortillas, cremet guacamole og spicy salsa? Det håber jeg, for nu er opskriften klar til dig! Smagene er inspireret af det mexicanske køkken og jeg håber du kan lide min version af sprøde fiske tacos. God fornøjelse i køkkenet.
Tacos på 30 minutter
Selvom jeg aldrig har været i Mexico, er jeg vild med de mexicanske smage. Eller faktisk helt generelt latinamerikansk mad, som bare smager skønt. Jeg drømmer også selv at komme til Mexico og det har også været på tegnebrættet, de sidste to vintre. Men som du nok har lagt mærke til. Covid…. Så Mexico må vente på sig lidt endnu og så kan jeg kun glæde mig til dagen, hvor jeg kan rejse dertil. Det bekymrer mig dog en smule, at jeg ikke er sååå glad for meget stærk mad. Jeg har vænnet mig til en del, men jeg er stadig lidt sart med det meget stærke. Derfor er salsaen i denne opskrift heller ikke meget stærk, men mere krydret. Du kan altid selv tilføje mere chili, hvis du ønsker.
Har du lyst til mere mexicansk mad? Jeg har de lækreste nachos lige her, med pulled chicken.
Glæd jer til en lækker og simpel opskrift på sprøde fiske tacos, med masser af smag. Jeg bruger torsk i denne opskrift, men kan også sagtens bruge andet hvid fisk, som eksempelvis kuller. Hvis du ikke er så meget til fisk, tror jeg også at paneret kylling ville gå fantastisk til. Jeg skal i hvert fald selv prøve at fritere lidt kylling, til en lignende opskrift. Mmmh, det tror jeg ville være lækkert! Derudover kan du panere fisken i en raspblanding, med de krydderier du nu har derhjemme. Der er ingen faste rammer og jeg synes du skal prøve at eksperimentere. Nedenfor skriver jeg mine anbefalinger, men prøv dig frem.
Jeg håber du kan lide opskriften. Velbekomme.
Sprøde fiske tacos med salsa
Ingredienser
Paneret fisk
- 450 g torsk, kuller, eller andet hvid fisk
- 1 æg
- 1 dl rasp/panko
- 3 tsk. paprika/røget paprika
- 1 tsk. salt og et drys peber
- Rapsolie til stegning
- Hvis du har, så tilføj også: 1 tsk. hvidløgspulver og 1/2 tsk. cayennepeber
Salsa
- 200 g cherrytomater
- 2 grønne eller almindelige bøftomater
- 1 rødløg
- 2 spsk. hakket jalapeños eller rød chili
- 2 spsk. limesaft
- Salt & peber
- Eventuelt stilkene fra korianderen (kan undlades)
Fyld
- 3-4 majstortilla pr. person, alt efter sult
- 1/4-1/2 spidskål, alt efter størrelse
- 4 lime
- 1 rødløg
- 2 fed hvidløg
- 4 avocado
- 1 bundt koriander
Sådan gør du
Salsa
- Hak tomater og rødløg i fine tern og bland med hakket chili. Smag til med limesaft, salt og peber. Stil til side og hæld den overskydende væske fra, lige inden servering.
- Du skal bruge frisk koriander til topping og du kan eventuelt blande finthakkede stilke i din salsa. Det smager skønt og du undgår madspild.
Fyld
- Hak spidskål fint og kom i en serveringsskål. Tilføj 1 tsk. salt og saften fra 1 lime. Kram kålen godt til det klasker sammen og stil til side.
- Snit rødløg og hvidløgene fint. Bland med avocado og saften med 2 limes. Bland godt sammen, til du får en grov guacamole. Kom guacamolen i en serveringskål.
Paneret fisk
- Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål og pisk ægget.
- Skær fisken i ca. 4 cm stykker og vend i æg og krydret rasp.
- Varm en dyp pande med en ca. 2 cm. olie i.
- Steg fisken sprød og flot gylden på begge sider. Dette tager ca. 4 minutter i alt, på middelvarme.
- Placer den sprøde fisk på et stykke køkkenrulle og krydr med flagesalt/groft salt.
Servering
- Lun de bløde tacos og skær den sidste lime i både.
- Fyld dem med guacamole, kål, salsa og sprød fisk. Server med ekstra limebåde og en masse koriander. MUMS!
Ingen kommentarer