10 ting af lave i januar – 2020

Nu har 2020 været igang i nogle dage, og dermed tid til en ny oplevelsesguide til 10 ting at lave i januar. Jeg håber I kom rigtig godt ind i det nye år, og er klar til lidt tips til skønne København. Der sker en masse rundt omkring i byen, og her deler jeg alt fra nye spisesteder til gratis arrangementer. Rigtig god læselyst. 

Det er altid en lidt sjov størrelse, når man træder ind i et nyt år. Det får en til at tænke over livet en ekstra gang, og om man har nået det man vil året forinden. Personligt prøver jeg at sætte realistiske mål i løbet af hele året, men et nytårsskift får mig altid til lige at vende livet en ekstra gang.

Mit 2020

2019 var dejlig. Jeg mødte en skøn fyr på Roskilde Festival, flyttede sammen med ham, og nu har vi sgu fået fælles forsikring og dørskilt. Det hele har gået så stærkt, men aldrig har noget føltes så rigtigt. Det er en dejlig fornemmelse og noget jeg aldrig har prøvet før.

2020 byder på mange ting. Til jer der ikke ved det, læser jeg en kandidat i pædagogisk psykologi. Jeg arbejder mig hen mod at beskæftige mig med sundhedspædagogik, og jeg er færdiguddannet om et halvt år. Forhåbentlig! Derefter går jagten på et job, som ikke er min blog. Jeg elsker at dele opskrifter, tips, rejser og alt hvad jeg ellers deler, men det vil aldrig blive mere end et deltidsjob/hobby. Jeg elsker at være kreativ herinde, og det kommer jeg heller ikke til at stoppe med. Men jeg glæder mig også til at være færdig med min uddannelse, og endelig kunne beskæftige mig med det jeg drømmer om.

Hvad der ellers fylder i mit 2020 er en operation jeg skal have om 14 dage. Jeg har haft en skulderskade i snart et år, hvor der endelig er fundet ud af, hvad der faktisk er galt. Jeg har simpelthen en cyste siddende ved mit led, som skal ud af kroppen her d. 20/1. Det er jo aldrig sjovt at blive skåret i, være i narkose, og hvad der ellers kommer med. Jeg er særlig nervøs for, om jeg mister noget bevægelighed derefter, men det er en dygtig læge jeg har, og det går sikkert som smurt! Men det bliver en lang proces med genoptræning, forbinding, og så er det selvfølgelig mens jeg skal skrive mit speciale. Det er ret træls, men hellere det end at vente, og have ondt hver dag.

Nok om mig, og nu til oplevelserne! Guiden byder på nye spisesteder, oplevelser, og gratis ting at tage sig til. God læselyst.

Drop de strenge nytårsforsæt

Til at starte med vil jeg nævne lidt om nytårsforsæt. I januar starter mange inden for sundhedsområdet, med at bombarderer jer med tilbud og slanketips. Det handler om at finde noget der holder, er overskueligt, samt fungerer for dig. Måske er du ikke fitnesstypen, og det er helt okay. Det handler om at holde sig sund, og det kan man på mange andre måde, end at stå og svinge med vægtene i fritteren. Men alt behøver ikke at ske på én gang. Lav nogle målsætninger, delmål eller andet der fungerer for dig i længden.

Vælg din sundhed, efter dit behov. Hvis den nye vane så ikke lige var dig, så prøver du bare igen. Mit råd til dig er at finde ud af, hvad der gør dig glad. Find noget i hverdagen, du har overskud til. Implementer en ny vane af gangen, og find noget som du kan holde i længden. Sundhed er forskelligt fra person til person. Men jeg synes primært at sundhed burde handle om det her: At man har det godt, at ens krop har det godt, og at man finder en livsstil, som virker for en selv.

Rørt – Ny bod i Torvehallerne

Forleden var jeg inviteret ned og prøve Rørt, som er placeret i Torvehallerne. Jeg var virkelig imponeret!

Rørt leverer klassiske håndmadder i luksusudgaver. Her kan du få friskrørt pålæg, som er lavet efter sæson, og med fantastiske smage. Her får du ikke en almindelig udgave af f.eks. hønsesalaten, og som de selv skriver: “Glæd dig til at fylde madpakken med hummer & klipfisk, and & surt eller den lækre æg & trøffel med æg, emulsion af jordskokke og trøffel, ristede jordskokker og purløg”. Mums! Jeg kan kun anbefale et smut forbi hvis I selv er glade for mad, og for god kvalitet.

Priserne er gode, og I kan læse meget mere om Rørt konceptet lige her.

Copenhagen Phil

Jeg har først fornylig opdaget symfoniorkesteret Copenhagen Phil. Jeg elsker symfonier, og hvis du selv er til den klassiske musik, så er dette også noget for dig. Copenhagen Phil holder arrangementer i alle prisklasser, fra under 100kr og opad. I denne måned er der for eksempel aftener hvor de samarbejder med Av Av Av, og Søren Huss.

Jeg har selv været til en koncert, hvor der var opera, rap og symfoni blandet sammen, og det er altså en vild oplevelse! Du finder deres program lige her.

Folkehuset Absalon

På Vesterbro ligger folkehuset Absalon. Her finder du alt fra fællesspisning til musikbanko, yoga, babyrytmik og meget mere. Personligt har jeg været til nærmest samtlige aftener med musikbanko, og det er altid en fest. Jeg har altid en god aften på Absalon, og det er virkelig et fedt sted at komme.

Der er noget for alle aldersklasser og du finder deres kalender for januar lige her.

Best of boogielisten – 00’fest på Christiania

Denne begivenhed fandt også sted i november og var simpelthen så populær at de laver det igen. Jeg er så ked af, at jeg ikke har kunne deltage nogle af gangene, men derfor skal I da ikke snydes for nyheden.

Var du ung i 00’erne, så er denne fest lige noget for dig! Hvis du er i midt 20’erne og op af, så kender du nok samtlige sange, der fandtes på boogielisten, og du har også skreget med til dem alle.
Dette event finder sted d. 25 januar kl 22-04 på Christiania (Operaen) og du finder mere information lige her. Jeg håber jeg I kommer afsted, hvis det er noget for jer! Entré købes i døren til 70 kr.

Veras marked i Nørrebrohallen

Veras marked er et kæmpe loppemarked, som du i denne omgang finder I Nørrebrohallen. Her kan du storshoppe i lækkert tøj, til gode priser. Jeg har selv gjort en del gode handler på dette loppemarkeder, og der er tøj for alle smage.

Du finder loppemarkedet d. 18 og 19 januar, og der er gratis indgang. Find mere info lige her.

Pico pizza

Hvis I følger med på Instagram, har I måske set jeg har fået pizza et par gange fra dette lækre sted. Hos Pico Pizza kan du få fantastiske minipizzaer (så kan man jo prøve flere slags!!), pizzadips, sides, kolde øl, vin & cocktails.

Skorpen er sprød, dejen lavet på surdej, fyldet er enkelt, og deres pizzaer smager af utroligt meget. Jeg er den evige fan af pizzaen “Sweet Cheesus” med mozzarella, ricotta, pecorino, basilikum, brunet smør og citronpeber. Savle, savle! Jeg bliver altså aldrig træt af den. Derudover er det jo genialt, at pizzaerne er små, så man kan smage flere på samme tid! Kan I følge mig?

Du finder Pico Pizza på Skyttegade 3 på Nørrebro – den største anbefaling herfra.

Madklub i København

Hver tirsdag aften inviterer Union KBH jer til aftensmad. Her serveres en omgang lækker aftensmad til billige penge, med inspiration fra verdens krydderier og køkkener. Middagen foregår ved langborde, hvor dagens ret serveres på fade.

Der er plads til alle, og et måltid koster 65 kr. pr. voksen, hvor børn mellem 3 og 12 år spiser for 35 kr, mens børn under 3 er gratis. Der er også mulighed for tilkøb af drikkevarer på aftenen, og menuen kommer online hver mandag på deres facebookside.

Prøve nogle nye opskrifter

Når nu jeg har jer, vil jeg da også benytte lejligheden til at anbefale jer nogle nye opskrifter. Selvfølgelig fra min egen hjemmeside.

Jeg har netop udgivet to opskrifter med blåskimmel. Den ene er en nem bruschetta med pære, og den anden er en lun rødbedesalat med perlecouscos. Begge to er utrolig lækre og nemme at lave. Derudover kan jeg også anbefale denne kylling i karry, som er en nem hverdagsret. Man går aldrig galt i byen med en lækker kylling i karry, og jeg skal helt klart spise mere simremad her i januar.

Thriller på det kongelige teater

Og til sidste punkt på listen: Hyldestshowet Thriller Live. Den 18 og 19 januar kl. 20 gæster London West End det kongelige, hvor du kan rocke med til de allerstørste Michael Jackson-klassikere som ‘I Want You Back’, ‘Beat it’ og ‘Billie Jean’, når Thriller Live 2020 tager jer gennem popkongens 45 år lange musikhistorie.

Showet består af en kæmpe besætning af sangere, musikere og dansere, som har fået fantastiske anmeldelser. Du kan læse meget mere om showet lige her.

Jeg håber I kunne bruge mine tips til noget, og så vil jeg bare sige tak fordi I følger med! Rigtig dejlig januar til jer.

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.