Slut med forbud – Vejledning til et sundere vægttab

Som kostvejleder og personlig træner, møder jeg mange mennesker, som har meget forskellige holdninger til sundhed. Det jeg arbejder mest med, gennem mit arbejde, er forbud og regler, som jeg slet ikke mener skal være der.
Gennem et vægttab, vil der jo være meget fokus på mad og træning – men efter min mening er der meget mere i det. Det er det psykiske, som er det første jeg arbejder med, når jeg får en ny klient.

Noget vi taler meget om i mine forløb, er personens holdning til mad og sundhed. Vi taler om deres historie, hvordan de opfatter sig selv, hvordan de ser på kost og træning, og også hvad deres tidligere kostvejledere har anbefalet dem.

Mange klienter jeg har haft, har haft en kostvejleder som anbefaler dem, at spise 1200kcal om dagen, træne mindst 3 gange om ugen, og så skal de nok tabe sig. Udover at det er et alt for usundt vægttab, så er det en kæmpe psykisk omvæltning, som jeg aldrig ville sætte noget menneske til. Jeg bliver så trist, hver gang jeg oplever nogle som har været udsat for det.

I dette indlæg vil jeg gerne vejlede dig til hvordan DU kan have mere fokus på et positivt kropsbillede, samt et mere varigt vægttab. Derudover er du altid velkommen til at kontakte mig på mail, hvis du har andre spørgsmål eller ønsker kost -og træningsvejledning.

Forbud og mad

Jeg plejer aldrig at give forbud, men hellere bruge ordet begrænsninger. Jeg ser ikke nogle madvarer som forbudte og farlige. Det hele handler om hvor meget/hvor lidt man spiser af det. Alt med måde.

Ofte når man sætte forbud for sig selv, så reagerer man helt modsat og kan slet ikke tænke på andet. Giv dig selv lov til noget sødt/usundt en gang imellem, og drop den dårlige samvittighed. Det bliver rigtig surt, hvis man bare skærer alt væk, og det er præcis derfor jeg ikke anbefaler, at man går på kur. Det hele handler om mængder, og ingen fødevarer burde på sin vis være forbudte.

Sundheden skal ikke ses som et sort/hvidt forhold. Det er op til dig, hvordan du vil leve dit liv og finde ud af hvad der gør dig glad. Det hjælper ikke på dit forhold til mad, hvis du sætter en masse restriktioner op for dig selv. Og det kan være nemt nok for mig at skrive, men tro mig, jeg har været gennem hele møllen, og har selv været overspiser. Det er sindssygt hårdt, og det tager lang tid at ændre en vane.

Et skridt af gangen

Jeg vil altid anbefale at man starter stille og roligt med kost/træning, da det kan være en stor omvæltning. Der er rigtig mange som har en tendens til at give op, fordi det er helt uoverskueligt og for meget. Tag derfor et skridt af gangen, og hav tålmodighed.
Hvis du f.eks har et mål om at tabe 10 kg., så ville jeg ikke se det som umuligt, men her ville jeg anbefale at du også sætter nogle delmål. Du vil dermed opnå flere succesoplevelser, og processen bliver langt sjovere, i stedet for kun at gå efter et bestemt antal kg., der skal tabes. Det kunne være mål som; tabe det første kg., eller komme op og træne i løbet af ugen. Det kunne også være at få gået en tur mere end du plejer, at sige nej til den ekstra portion, hvor du alligevel er mæt. Det er de små ting, som gør en stor forskel hele vejen, og det skal du virkelig ikke underminere!

Det at blive glad for sig selv er det vigtigste. Men det kræver hårdt arbejde – især psykisk. Man er sin egen værste fjende, men at man erkender det, er et godt skridt på vejen. Ræk en hånd ud til dine nærmeste, bed om hjælp, og så er du allerede kommet langt.

Hvis du “falder i”?

Mange taler om det at “falde i”. Men hvorfor skal det være så negativt. Der skal være plads til det hele, og også i et vægttab. Det handler meget om at få kontakt til sin krop, og finde ud af om man virkelig har lyst til den pågældende ting. Derudover handler det utrolig meget om planlægning.

Hvis du vil tabe dig, så kræver det jo et underskud af kcal i løbet af ugen, og dermed er der ikke plads til burgere hver dag, efterfulgt af en haribo-mix. Eller jo, hvis det er det eneste du spiser. Men det er heller ikke sundt i længden.
Tænk på at det måske bare skal være 1-2 gange om ugen, og planlæg evt. hvornår det skal være. Det er forskelligt hvad folk mest har lyst til, men nogle gange er det også lækkert, at kunne glæde sig til fredagssnold, eller glæde sig til den pizzaaften, som man har planlagt med pigerne.

Personligt synes jeg ikke man skal dele det op i gode og dårlige fødevarer (apropos forbud!). Du må spise det hele, men der er jo flere kcal i en pizza, end der er i et almindelig hverdagsmåltid. Men igen, det hele handler om mængder, så prøv dig lidt frem med det.
Vigtigst af alt, slip den dårlige samvittighed! Hvis du så føler du har spist for ‘usundt’ i løbet af ugen, og ikke er tilfreds med det, så husk den følelse du har lige der, og mind dig selv om det ugen efter. Det hjælper ingenting at blive ked af det og sur på sig selv, over man lige spiste en kanelsnegl for meget dagen før.
Mind dig selvom, næste gang du står i situationen, om du virkelig har lyst, eller om du igen bare vil blive i dårligt humør efterfølgede. Er det det værd?

Drop badevægten

Det er meget forskelligt hvad der virker for jer. Nogle kan godt lide at kigge på vægten, og andre bliver kede af det hver gang de stiller sig op på den. Hvis du er en af dem, som bliver negativt påvirket af tallet der står, så ville jeg smide den ud med det samme.

Men hvis du gerne vil holde øje med din proces i forbindelse med dit vægttab, så skaf dig et målebånd. For mit synspunkt er det fuldstændig ligemeget hvad din vægt siger. Det vigtigste er at du kan lide hvad du ser, når du kigger dig i spejlet.

Mad og nydelse

Sørg for også at spise mad du godt kan lide og tillad dig at nyde maden. Undgår du mad, du godt kan lide til fordel for en kost, som du måske ikke bryder dig særligt meget om, er det sandsynligt, at det leder dig ud i nye overspisninger. Samtidig vil jeg også anbefale dig at eksperimentere med ny mad, tilberedt på forskellige måde. Prøv dig frem, smag på alt, og så er jeg sikker på, at du vil finde nogle nye retter du kan lide.

Jeg vil aldrig anbefale en meget striks kost. Det er for kedeligt, og man hopper hurtigt fra igen. Du skal finde ud af hvad der virker for dig. Oftest er det en mere varieret kost, hvor der er plads til at ”skeje” ud engang imellem. Efter min mening, skal der nemlig være plads til det hele. Det kunne være at bage kage i weekenden, tage ud med kæresten, fødselsdag, etc. Det handler mest om, hvad, og hvor meget, man spiser i hverdagen, så der netop er plads til lidt ekstra engang imellem.

Har du lyst til mere inspiration?

Det var lidt kort vejledning fra mig, og måske mangler du mere inspiration? Jeg har både et stort opskriftshæfte med over 120 opskrifter, og forløb med kost og træning. Du kan læse meget mere om det lige her.

Derudover har jeg også en livsstilscamp på vej, som foregår i Portugal i April 2019. Her vil fokus være på et positivt kropsbillede og sundhed, og ugen vil være spækket med aktiviteter i form af surf, yoga og crossfit. Jeg glæder mig utrolig meget til ugen (kun 15 pladser), og den kan du læse meget mere om lige her.

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.