Mit eget vægttab + råd & vejledning til overvægt

Jeg tror ikke jeg før har sat mig ned, og virkelig beskrevet mit eget vægttab i et indlæg. En ting jeg vil sige med det samme er, at bare fordi det virker for mig, betyder det ikke at det virker for dig.

For ca. 3 år siden tabte jeg mig ca. 17 kg., og jeg har siden da holdt min vægt. Jeg har aldrig været gladere. At tabe mig, var det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, og du kan også gøre det!

Min opfattelse af min krop og vægtøgelsen

Siden jeg var 14 har jeg nok følt mig for “stor”. Her følte jeg både jeg vejede et par kg. for meget, men også pga. min højde. Jeg er egentlig bare 172, men jeg var den højeste pige i min klasse, og den der vejede mest. Sjovt nok også pga. af min højde, og fordi de fleste af pigerne lå på 150-165cm. Den logik så man ikke som teenager, men samtidig var det ikke noget der påvirkede mig meget, før jeg startede i gymnasiet.

Gymnasietiden

I gymnasiet tog jeg meget langsomt på, og endte nok på 70 kg. Her tog jeg 10 kg på over 3 år. Udover jeg selvfølgelig blev ældre, så spiste jeg også lidt for meget slik og pizza, og bevægede mig simpelthen ikke nok. En rimelig simpel forklaring på hvorfor jeg tog på.
Jeg havde forinden brækket min ankel, og var fritaget fra idræt alle 3 år desværre. Min ankel er 20% skadet, og det tog flere år, før jeg overhoved kunne løbe igen. Jeg prøvede så vidt muligt at tage i svømmehallen i stedet, men så tog dovenskaben over + manglende overskud. Jeg har egentlig altid elsket at bevæge mig, men pga. af nogle personlige ting, der skete i gymnasietiden, så havde jeg bare ikke overskuddet til at gøre noget ved det.
Det er lige præcis i sådanne nogle her situationer man bliver træt af udtrykket: “luk munden og let røven”. Hvis det var så nemt, så var der nok ingen overvægtige, men så nemt er det bare ikke. Hvis man ikke har ressourcerne til at gøre noget ved sin situation, så ender det ofte i stilstand, forværrelse, eller at man mister troen på sig selv. Det er en ond cirkel, og jeg vil altid råde dig til at række hånden ud. Det kan være til hvem som helst, men til en der vil lytte.

Vægttabet

Jeg havde længe gået og tænkt, at jeg rigtig gerne ville tabe mig, og der gik nok 1 år, før jeg gjorde noget ved det.
Da jeg begyndte at klippe mærkerne ud af mit tøj, fordi det var en større størrelse end jeg plejede, så fik jeg til sidst nok af mig selv. Nu skulle det være! Jeg havde simpelthen fået nok af at være flov, være dårlig tilpas i min krop, og gemme den væk. Jeg gik i en længere periode kun med kjoler, som sad lidt løst over hofterne – aldrig bukser. Jeg havde fået nok!

Jeg begyndte i en weekend, hvor jeg tog den store sortering i skabene. Her smed jeg en masse junk ud, som jeg alligevel ikke skulle spise meget af. Jeg havde besluttet mig for at jeg gerne ville kører det mere striks i hverdagen, for så at have plads til noget mere i weekenderne. Det har aldrig fungeret for mig, at være “alt eller intet typen”. Jeg har lyst til noget sødt, samt noget mad som pizza, burger etc., en gang imellem.

Planlægning

Jeg planlagde min uge, lavede madplan, og gav mig selv lov til mere af de andre ting, når jeg var til sociale arrangementer. Det fungerede for mig, men det fungerer måske ikke for dig.
Det vigtigste jeg lærte under processen var at lytte til mig selv. Jeg øvede mig i at spise langsommere, drikke mere vand under måltiderne, samt mærke efter i maven. Er jeg egentlig sulten, eller spiser jeg bare fordi det smager godt? Det spørgsmål stillede jeg rigtig ofte mig selv, og det hjalp mig til ikke at overspise så meget, som jeg tidligere havde gjort. Selvfølgelig havde jeg også op og nedture, men det at arbejde med mig selv, frem for blot at have en kost – og træningsplan, gjorde hele forskelleen

17 kg senere

Jeg tabte mig rimelig hurtigt 10 kg (omkring 1 kg om ugen) og derefter gik det lidt langsommere med det sidste. Jeg smed også en del væske til at starte med, plus jeg lavede en kæmpe omvæltning.
Det er egentlig ikke den store brainer. Indtag mindre end du forbrænder, og du vil tabe dig. Ikke alt det vrøvl med at hvis du spiser efter kl 20. så tager du på – det er fuldstændig ligemeget. Det handler om det overordnede indtag, og ikke hvornår du indtager det. Men selvom det er et simpelt regnestykke, så er det jo ikke så nemt og det vil jeg heller aldrig påstå at det var. Det var f””ing hårdt arbejde, men det er det bedste jeg har gjort for mig selv.

Udover at ændre min kost og være mere i træningcenteret, så var det mest det psykiske jeg arbejdede med. Det er der det hele starter, så det er så vigtigt at man får arbejdet med sig selv, frem for bare at få en ny kost -og træningsplan.

Hvis du til at starte med er indstillet på at det bliver hårdt, så er du allerede godt på vej.

Andres meninger

Jeg synes noget af det sværeste var at være til sociale arrangementer, samt andres meninger. Vi lever jo i et land hvor der altid drikkes og spises, når man er sammen. Det er jo ægte “hygge”. Og det er det jo! Men her var det vigtigste for mig at lytte til min krop. Jeg spiste et stykke kage hvis jeg havde lyst, når jeg var til fødselsdag, og så prøvede jeg at undgå at spise nr. 2, 3, og 4 stykke. Det var sådan jeg kunne gøre førhen, og jeg gad det virkelig ikke mere.

Alle dem der var tætte på mig var jo glade på mine vegne, men alligevel fyldte de dumme kommentarer meget hos mig. Der var hele tiden nogle der skulle stikke til mig, uanset hvordan jeg spiste. Hvis jeg spiste for meget, eller spiste “usundt”, så fik jeg kommentarer som: Jeg troede du var på kur? Og hvis jeg valgte at fravælge junk, eller ikke ville spise chips f.eks., så var jeg fanatisk. Utroligt det skal være så sort på hvidt ikke sandt?

Mit råd til dig der går igennem et vægttab, og er træt af ting som disse, er at sige fra med det samme. Fortæl dine nærmeste hvad det betyder for dig, og hvad det er du går igennem. Derudover så skal der være plads til det hele under et vægttab, ellers bliver det simpelthen for kedeligt.

Råd til dig

Det her punkt kunne jeg gøre til et indlæg i sig selv, men jeg vil forsøge at holde det kort.

Fokuspunkter

I et vægttab er der nogle fokuspunkter, jeg synes du kan tage fat i: Sover du nok? Hvad drikker & spiser du? Og får du bevæget dig? Alle utrolig vigtige punkter, men jeg ville sætte det i den rækkefølge, hvis du skulle arbejde med 1 ting af gangen. Mind dig selv om at det hele ikke kommer på 1 gang. Det er hårdt arbejde at skulle ændre sine vaner, og det kan tage lang tid. Det første skridt er også accept. Accepter at det kan tage tid, og at det ikke sker over en dag.

Det psykiske

Under et vægttab vil jeg altid anbefale, at man arbejder med det psykiske.
Find dig selv og lær dig selv bedre at kende. Stil dig selv spørgsmål som; Hvad spiser jeg egentlig på en dag (skriv det evt. ned), hvorfor spiser jeg på de tidspunkter, hvorfor overspiser jeg, eller spiser jeg når jeg er glad/ked af det? Det er alle spørgsmål som kan hjælpe dig til at forstå det spisemønster, som du er i.

At “skeje ud”

En anden ting man kan tage fat i, er at acceptere at man kan “falde i”, som man siger.
Jeg vil aldrig dele mad op i sort og hvidt. Det skal være tilladt, uden at man får dårlig samvittighed, at spise noget ekstra lækkert engang imellem. Hvis man stiller kosten op som “alt eller intet”, så kan man risikere at gå død i processen.
Det er kedeligt hele tiden at skulle sige nej! Mange får også utrolig dårlig samvittighed, og får lysten til at give op, hvis de skejer ud. Det skal være okay at spise lidt af det hele. Her handler det om mængder og at mærke efter. Har du egentlig lyst til den pågældende madvarer, eller er det fordi du altid får et stykke chokolade kl 20? Prøv at mærk efter, og find ud af hvad du virkelig har lyst til.

Sundhed skal ikke være så firkantet. Sundhed handler om at være glad, give sig selv lov, og spise den pizza, som du har lyst til en gang imellem. Det handler mere om hvor ofte du gør det, og hvor store dine mængder er.

Se om du kan undgå at stille kosten op i sort og hvidt og giv plads til det hele – ingen forbud! Det er netop her det går ind og bliver en vedvarende livsstil, i stedet for en slankekur, du måske alligevel kun holder i 14 dage.

Jeg håber nogle af mine tanker hjalp nogle af jer, som selv vil tabe sig. Hvis du søger mere end råd og vejledning gennem et blogindlæg, så har jeg både et opskriftshæfte, samt personlig kostvejledning & træning. Det kan du læse meget mere om her.
Derudover afholder jeg også en fantastisk livsstilscamp i Portugal i August, hvor vi arbejder med emner som disse!

Billedet her er fra Australien, hvor jeg altid holdte mig om maven, hver gang der blev taget billeder. Er det dét værd – at gå rundt og have det dårligt med sig selv?

Kærlige tanker herfra. Jeg ved det er sindssygt hårdt, men du skal nok komme igennem det!

Læs også

2 Kommentarer

  • Svar
    Christina
    5. september 2018 at 18:28

    Det er altid spændende at høre om dem der er ‘på den anden side’ af et vægttab. Hvordan arbejdede du specifikt med din psyke?

    • Svar
      Camille Maja
      10. september 2018 at 13:10

      Hej Christina 🙂 Det er lidt svært for mig at svare hvordan jeg “præcist” arbejdede med min psyke. Jeg besvarer det lidt under “råd til dig”, men grunlæggende mærkede jeg en del mere efter. Jeg mindede mig selv om hvilket humør jeg var i, da jeg vejede for meget, og overvejede om det var det værd. Samtidig gav jeg mig også selv lov til at skeje ud engang imellem, og det var det der gjorde den store forskel for mig. Jeg har ikke, og vil aldrig anbefale andre i at dele mad op i forbudte råvarer – det er ofte her at der opstår en “rasmus-modsat” hos mange, og mener bestemt, at et sund vægttab, skal have plads til det hele. Mængder er her nøgleordet!
      Det var bestemt ikke nemt, og det vil jeg aldrig påstå det var. Det kræver tålmodighed, støtte og rygrad, og selvfølgelig også lysten til at gøre noget ved sin vægt.
      For nogle hjælper det at skrive ned hvad de spiser i løbet af dagen – og andre bliver deprimeret af det. Jeg synes man skal prøve sig frem med forskellige metoder! For nogle hjælper det at være helt striks og ikke spise noget som helst “usundt” og for andre er det bedst at skeje lidt ud engang imellem.

      Håber jeg fik svaret på dit spørgsmål, ellers er du velkommen til at skrive en mail til kontakt@camillemaja.dk 🙂

      KH Camille

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.