Pandekager med pære, blå ostecreme og honningristede valnødder

Pandekager med pære, blå ostecreme og honningristede valnødder


Har I nogensinde smagt pandekager med pære og blå ostecreme? Det lyder måske som en sjov kombination, men jeg lover jer det smager godt! Kombinationen af de søde pære-pandekager med en mild ostecreme kan altså noget. Dertil er der tilføjet honning & citron i selve cremen, samt lidt topping i form af honningristede nødder. Glæd jer til en alternativ version på pandekager! 

Foto: Thomas Alcayaga

Opskriftudvikling for Ost & Ko

Opskriften er udviklet i samarbejde med Ost & Ko, som inviterede til en lærerig dag med temaet “Ost i grønne hverdagsklæder”. Her var vi flere opskriftudviklere samlet, sammensat i hold, hvor alle skulle komme med 2 retter, der inkluderede ost & grønt. Jeg var sammen med Katharina, der har bloggen Beetrootbakery, og sammen udviklede vi to skønne opskrifter. Disse skønne pandekager, samt en pasta med bagte rødbeder & blåskimmel. Grunden til begge opskrifter er med blåskimmel, er fordi det var den ost vi fik tildelt.

Har I lyst til at se hvad de andre lavede af opskrifter? De kan findes lige her

Selve pandekagerne tror jeg vil være et hit hos mange! De er helt klassiske og luftige, og så med lidt pære for ekstra sødme. Cremen med blå-ost kan jo undlades, eller justeres. Jeg ville dog anbefale at prøve det, og især hvis I kan lide blå-ost! Mængden af ost kan altid justeres. Smag jer frem! Vi tilføjede selv både syre og sødme i cremen, for at opnå en god balance mellem ingredienserne. En blå-ost kan nemlig godt være lidt bitter i smagen, og dermed behov for lidt justering, når det er til pandekager.

Jeg håber I vil prøve opskriften! De fungerer rigtig godt som en dessert, eller måske også til morgenmaden i weekenden? Rigtig god fornøjelse.

Pandekager med pære & ostecreme

Forb. tid15 min
Tilb. tid10 min
Samlet tid25 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

Pandekagedejen

  • 4,5 dl hvedemel
  • 3 æg
  • 1,5 spsk. sukker
  • 1,5 tsk. vaniljesukker
  • 1 knivspids salt
  • 3 dl sødmælk (alm. mælk kan også bruges)
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • 1 pære
  • Smør til stegning

Blå ostecreme

  • 50 g cremefraiche 18 %
  • 20-30 g blåskimmelost fx Danablu
  • 1,5 spsk honning
  • Citronsaft

Honningristede valnødder

  • 100 g valnødder
  • 2 tsk honning
  • ½ tsk kardemomme
  • 1 nip salt

Sådan gør du

  • Kom alle ingredienser pånær pære i en skål og pisk det godt sammen. Riv pæren groft og rør det i. Sæt dejen på køl, imens du laver creme og valnødder. Steg derefter små pandekager ved middelvarme på en pande i smør, omkring 2-3 minutter på hver side.

Creme med blå ost

  • Rør alle ingredienser sammen i en lille skål. Smag dig frem med mængden af blåskimmelost og smag til med citronsaft.

Tørristede valnødder

  • Tørrist valnødder på en pande, til de er gyldne. Sluk for blusset og tilsæt honning, salt og kardemomme. Vend det hele godt rundt og tag dem så af panden for at køle af. Hak dem derefter groft
  • Server pandekagerne med creme, valnødder og evt. ekstra pære på toppen

 

Elsker du pandekager? Jeg har flere på bloggen! Du finder både klassiske crepes, bananpandekager og nogle med citron, ricotta og bær kompot – Lige her.

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.