Det er grød-tid herhjemme, og jeg har lige lavet denne lækre speltgrød, som jeg toppede med bagte blommer. Det passede perfekt sammen! Grød giver sådan en god start på dagen, og holder en mæt utrolig længe. Jeg er personligt stor-spiser af grød her i de koldere tider, og du finder opskriften lige herunder.
Jeg lavede som sagt bagte blommer i sidste uge, og de er allerede et hit herhjemme. De har både fungeret som topping til denne speltgrød, yoghurt og også på en stærk ostemad. For mig fungerer en grød altså heller ikke uden topping, og det behøver ikke være det vilde. Det kan bare være lidt frugt fra køleren, nødder, kanelsukker, eller hvad jeg ellers har i skabene.
Du kan finde inspiration til mere morgenmad lige her
Men nu til opskriften… Speltgrøden er enkel og har en lidt grovere konsistens end med almindelig havregryn. For mig kan det godt blive lidt for groft – men med en tsk. kanel i, så spillede det altså. Jeg håber I kan lide den og velbekomme.
Speltgrød
Ingredienser
- 3 dl speltflager
- 3 dl vand
- 3 dl mælk
- 1 nip salt
- 1-2 tsk kanel
Sådan gør du
- Bland alle ovenstående ingredienser sammen i en gryde og kog op
- Når grøden koger, skruer du ned til lavt blus og lader den stå til den har samlet sig. Dette tager ca. 6 minutter
- Server med det samme, med din ønskede topping. Her kan jeg klart anbefale denne lækre blommekompot!
Ingen kommentarer