Lun salat – Bagt grønt med spinat og feta

Det er virkelig ofte at jeg laver en salat som denne herhjemme. En lun salat vendt i lidt vinaigrette, spinat og feta, er altid en sikker vinder, og det smager lige godt hver gang. Denne salat passer næsten sig selv. Kom alle grøntsagerne på en bageplade, og så blot en halv time i ovnen. Hvor nemt kan det lige være? Få hele opskriften her.

Jeg har efterhånden lavet mange af den her slags salater. Jeg har både lavet en med perlebyg og græskar, en linsesalat med bagte gulerødder og couscous med sød kartoffel. Og jeg kunne blive ved! Det er virkelig en af mine favorit-metoder, at bygge en salat op: en form for korn/byg, bagt grønt, feta, nogle friske elementer og så en form for vinaigrette. Mums siger jeg bare.

Denne salat er perfekt som tilbehør, men også som et hovedmåltid i sig selv. Sidst jeg lavede denne salat lavede jeg en stor portion, og kun med dressing udover den portion, jeg ville spise på dagen. Så forbliver salaten frisk, og du kan gemme dem over flere dage.

Måske kunne det være et frisk element henover julen? Hvis du ikke er så meget til salat til julemaden, så snyd dig endelig ikke for at lave den en anden god gang!

Ellers har jeg også et indlæg med nogle salater, som egner sig perfekt til julen lige her

Opskriften er til 2 personer, og er lige til at gå til. Velbekomme: 

Opskrift

  • 1/2 broccoli
  • 1/2 græskar/butternut
  • 1 rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1.5 dl. perlebyg (kogt med 4 dl vand + 1 tsk. salt)
  • Frisk spinat (et par håndfulde)
  • Olie
  • Spidskommen, salt & peber
  • Feta og evt. persille i salaten

Dressing

  • 2 spsk. æblecidereddike
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. honning
  • 1 tsk. dijonsennep
  • Smag til med salt, peber og evt. mere af de førnævnte ingredienser

Fremgangsmåde

  • Start med at tænd din ovn på 200 grader, varmeluft
  • Skyl og skær broccoli, græskar og løg ud i mundrette stykker, og placer på en bageplade
  • Pres to hvidløg, med den flade side af kniven. Placer på bagepladen
  • Hæld et par spsk. olie over grøntsagerne og drys med spidskommen, salt og peber. Vend derefter rundt
  • Kom i ovnen i ca. 30 minutter når ovnen er varm – vendes undervejs
  • Mens du venter på dine grøntsager, skyller du din perlebyg og sætter den til at koge. Husk salt
  • Lav din dressing
  • Skyl din spinat og bland den sammen med med dressingen
  • Når perlebyggen har kogt i ca. 15 minutter hælder du vandet fra og vender den med din spinat/dressing
  • Bland det hele sammen, når de varme grøntsager er færdige og server med det samme
  • Top evt. salaten med frisk persille, feta og ristede nødder

Rigtig glædelig jul til jer og jeg håber i kan lide salaten! 

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.