Rødbedetærte med hjemmelavet tærtebund

IMG_2188

Julen er overstået for mit vedkommende, og dermed er pausen fra bloggen slut. Jeg håber i har haft en fantastisk jul, og har brugt den ligesom i havde lyst til.
Jeg har koblet helt af, været sammen med min familie, haft filmhygge på sofaen, og set nogle veninder. Det har været en skøn jul, men det er også dejligt at komme tilbage til virkeligheden.

For mit vedkommende skal der laves en del planer for 2018, og jeg skal finde ud af hvad jeg vil. Det gælder både med hensyn til bloggen, men også til et fremtidigt job. Jeg vil en masse ting, og det er utrolig svært at koge det hele ned, og tage én beslutning. Det er der måske nogle der kan genkende? Jeg vil både udvikle min blog, tjene penge på den, men samtidig savner jeg utrolig meget at have kollegaer. Der skal overvejes en masse, og jeg ved ikke hvad jeg ender med. Forhåbentlig med en blanding!

December har for mit vedkommende, stået på en del mad + sygdom. Derfor skal jeg tilbage til normale spisevaner, mere træning, mere grønt, og mindre sovs ;). Jeg tænkte derfor at denne opskrift passede perfekt til lejligheden.

Hjemmelavet tærte er en af mine favoritspise, og er desuden rigtig godt som restemad. Du kan nærmest smide alt i, lave din egen dej/købe den, og så en æggemasse over. Mulighederne er uendelige, men i denne omgang bliver det til en rødbedetærte.

Jeg har aldrig lavet tærte med rødbede før, men eftersom jeg havde en hel pose liggende i køleren, så ville jeg prøve mig frem. Tærten blev så lækker, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver denne version! Rigtig god fornøjelse.

Opskriften er til 4 personer (hovedret)/6 personer (tilbehør):

Opskrift

  • 3-4 store rødbeder
  • Feta efter behov – du kan også bruge hytteost, for en mere fedtfattig version
  • Frisk timian, ca. en håndfuld
  • En halv pose frisk spinat

Æggemasse

  • 4 æg
  • 3 spsk. creme fraiche
  • Salt & peber

Dej

  • 300 g mel (bland gerne alm. hvedemel med 100 g groft mel)
  • 110 g smør (her kan du også blande olie og smør, eller bruge en form for neutral yoghurt)
  • 1 tsk. salt
  • 1/2 dl vand

Fremgangsmåde

  • Start med at tænd ovnen på 200 grader, varmeluft
  • Skræl dine rødbeder og skær dem i skiver/måner. Gerne 1/2 cm. tykkelse
  • Vend dem i 1 spsk. olie, timian, salt og peber. Giv dem 30 minutter midt i ovnen – vend dem undervejs
  • Rør din dej sammen og rul den ud. Du kan også bruge dine fingre, når den skal ned i formen. Smør et passende tærtefad, og tilpas dejen heri. Lad den hvile i 20 minutter
  • Når tærten har hvilet, passer det ca. med, at du kan tage dine rødbeder ud
  • Stik tærtedejen med en gaffel, og forvarm den i 10 minutter
  • Pisk din æggemasse
  • Damp din spinat. Det gør du ved at smide det hele på en varm pande, så det klasker sammen. Så er det lidt nemmere at arbejde med, når du skal samle tærten
  • Når tærtedejen har fået 10 minutter, skal du samle din tærte.
  • Tilsæt spinat, rødbeder og feta tilfældigt i tærtedejen. Så får du nemlig en bid af det hele, når du skal spise den
  • Hæld din æggemasse udover, og drys med lidt ekstra timian ovenpå
  • Giv den ca. 25-30 minutter i ovnen og server med det samme

Velbekomme 🙂

 

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.