Juli er lige om hjørnet og det er længe siden jeg har lavet en guide som denne til jer! Jeg har haft eksamen og travl med mange forskellige ting, men nu er jeg tilbage. Så hvis du mangler inspiration til den næste måned, så finder du her 10 ting at lave i juli med alt fra kulturelle ting, til madevent. Rigtig god læselyst.
Min juli
Jeg smutter til Roskilde Festival på lørdag, og det bliver mit tiende år. 10 år! Det er altså lidt vildt. Jeg har slet ikke lyst til at tænke på hvor mange penge der er gået til den festival, fra min lomme. Men det er jo en fantastisk uge, og jeg glæder mig så meget. Nu skal det bare ikke blive regn…
Udover Roskilde, så skal jeg have planlagt min livsstilscamp helt til detaljen. Der er stadig 4 pladser tilbage, så hvis du har lyst til at få et selvtillidsboost, samt få trænet en del, så kan du læse meget mere om det lige her.
Derudover skal jeg bare nyde København. Jeg har ikke bestilt nogle rejse her i sommeren, da jeg håber vejret er lækkert herhjemme. København er min favorit-by, og jeg elsker sommeren her. Meeeen, hvis det regner hele måneden, så finder jeg nok en afbudsrejse!
Nok om min juli og nu til guiden.
Bottomless brunch hos NOI
I sidste uge var jeg ude at spise brunch på NOI, som ligger lige ved Tivoli. Brunchen er hermed landet på min top-liste over morgenmad i København – hvor var det lækkert! Du kan se billedet af maden øverst i indlægget.
Hver lørdag kan du fra kl. 12-16.30 prøve deres overdådige brunch, hvor der både findes et tag-selv-bord, samt du får bragt flere retter til bordet. Udover maden var helt fantastisk så var jeg især vild med, at der var mulighed for tilkøb af ad libitum pitchers el. cava. Det er en brunch der vil noget, og jeg elsker simpelthen at man kan vælge cocktails til sin brunch!
Hele herligheden koster 495 (inkl. alkohol) eller 345 (non-alcoholic), og du kan finde mere info lige her. Jeg kan ikke andet end at anbefale det!
Jazz på pladsen
Tirsdag d. 2 juli er der et lille musikarrangement på Ofelias plads inde i Indre By. Der er løbende events på denne plads, så det er bare om at holde øje.
Denne tirsdag byder på jazz med Cyril Bernhard Trioen, som skulle have nogle lækre toner hører jeg ude i byen. Det sker kl. 16.30-19. Kom glad!
Du finder eventet lige her.
Jazz og madmarked
Mad & Marked i Kødbyen er tilbage, og så bliver vi i jazz-hjørnet. Fra den 5-14 juli kan du nyde lækker streetfood, kolde drikke og live musik midt på Vesterbro. Det er ganske gratis at komme ind på selve markedet, og så er det ellers kun dig, der bestemmer budgettet derfra!
Du kan holde øje med deres facebookside, hvor de løbende smider deres koncerter og stadeholder op. Du finder markedet i Kødbyen midt på Flæsketorvet.
City Hall Throwdown 2019
Vild med crossfit? Dette event er desværre udsolgt for deltagelse, men hvis du er fan af crossfit, så er dette noget du burde smutte forbi. Rådhuspladsen bliver over to dage forvandlet til et stort løfteri, hvor musklerne helt klart bliver testet. Jeg skal klart forbi, da jeg også har to venner der skal deltage, og så er stemningen fantastisk!
Det går ned på Rådhuspladsen d. 27-28 juli og du finder eventet lige her.
Bas under buen
Måske det er i år jeg skal forbi dette event? Jeg bor vitterligt lige ved siden af, men jeg har altid haft planer, glemt det, eller tænkt “det gør jeg bare næste år”. I år skal jeg helt sikkert forbi til denne fest, som foregår under Bispeengbuen.
Bas under buen holder 10 års jubilæum d. 13 juli (kl 15-23), hvor du kan komme til bas-fest ganske gratis. Der vil være musik i 8 timer, mulighed for køb af øl, mad m.m., og masser af plads til at danse.
Stilen af musikken er blandet med alt fra den blød “hygge-bas”, til den mere hårde, der går direkte i kroppen. Det bliver sgu dejligt. Ses vi?
Du finder mere info lige her.
Gratis kayak i Københavns kanaler
Med Kayak Republic kan du sejle rundt i 2 timer ganske gratis. Det eneste det kræver er, at du samler skrald i kanalerne undervejs. Så får du både en lækker lille tan + du gør noget godt for miljøet. What’s not to like?
Hvis du lægger mærke til det, så flyder det med skrald i vandet, og det er noget værre svineri. Det kan du dog gøre noget ved, hvor du samtidig får en hyggelig tur ud af det.
Du finder meget mere info på Kayak Republics egen hjemmeside.
GoBoat – vær din egen kaptajn
Du har nok en favorit ift. hvor du gerne vil bade, men hvad med at prøve at udforske København lidt mere? Personligt er jeg blevet rigtig glad for Nordhavn og kanalerne. Jeg er oftest ved Kalvebod, Ofelias plads, eller ved Broens Gadekøkken. Ved den sidstnævnte, der vidste jeg ikke man kunne bade, før jeg sejlede forbi. Lige ved restauranten Barr, kan du faktisk hoppe i vandet, og der er så lækkert!
Udover at bade, så kan jeg kun anbefale at man skyder lidt penge i en lejebåd. Jeg har selv været med nogle venner ude at sejle et par gange nu med GoBoat, og det er lige godt hver gang. Det er så lækkert bare at kunne styrer det selv, og stoppe og hoppe i vandet når man vil. Derudover kan man også tilkøbe en lækker picnickurv hos dem.
Jeg har skrevet mere om GoBoat, og hvad det nu er for noget lige her.
Grøn koncert
Dette er jo et event, der finder sted i hele Danmark, så det er jo bare om at tjekke Grøns hjemmeside ud for mere info. Jeg skal selv have købt billet til den i Valby d. 28/7, og jeg håber bare vejret bliver godt. Det plejer altid at være en fornøjelse at være på Grøn og jeg glæder mig til at høre en masse musik, og forhåbentlig at stå i solens stråler. Så længe det ikke øser ned, så er jeg glad!
Der kommer en masse forskellige artister og spiller hele dagen, så som; Saveus, Kesi, Carpark North, Alphabeat, Dizzy Mizz Lizzy. Du kan se alle artisterne lige her.
Fatman forever
Var du er fan af Master Fatman aka. Morten Lindberg? Han gik jo desværre bort for kort tid siden og i denne sammenhæng vil der være en mindekoncert. Det er i forbindelse med jazzfestivalen i KBH at Master Fatman hyldes, og finder sted d. 10 juli kl 16 i Kongens Have. Der bliver spillet 3 sæt i parken, hvor alle er velkomne.
Det sidste klip jeg så med ham var da han udtalte sig om desserter. Det var noget man skulle se frem til, og noget han aldrig ville undvære. Jeg er så enig. Må han hvile i fred.
Du finder facebook-eventet lige her.
Nyt pizzaria i byen
Restaurant Hos Fischer på Østerbro har gennem flere år stået for fantastisk italiensk mad, og det fortsætter. Fischer har nemlig udvidet sit koncept, og har netop åbnet op for et pizzaria. Der bliver serveret romerske pizzaer, som er kendetegnet ved en papirstynd og ultrasprød bund uden store dejkanter.
I det nye sted vil der være pizzaria i den forreste del af restauranten, som har åbent hele ugen. Derudover vil der være et baglokale, hvor du kan komme og spise en lækker aftenmenu hver torsdag-lørdag.
Pizzaer står til 100 kr, hvor du kan spise i restauranten/baglokalet med en 3-5 retters menu mellem 350 og 500kr.
Du kan læse meget mere om maden hos Fischer lige her.
Ingen kommentarer