Jeg fik den lækreste morgenmad onsdag morgen. Jeg tog egentlig bare en masse rester fra køleren og det blev til en lækker og smagfuld æggekage, mums! Jeg er netop blevet uddannet pædagog og nyder lige min “ferie”, som jeg selv foretrækker at kalde den, i stedet for arbejdsløs ;). Men jeg er også uddannet kostvejleder om halvanden uge, og det glæder jeg mig meget til! Har netop færdiggjort min opgave, som skal afleveres på fredag, så der er jo netop lidt ekstra tid, til at have nogle langsomme morgener og lave opskrifter til jer. Det sidste lange stykke tid har nemlig været fyldt med eksamener siden september, og overskuddet har ikke ligefrem været der. I aner simpelthen ikke hvor meget rugbrød jeg har spist…. Men, nok om det!
Opskriften er til 1 sulten person, men hvis du bruger 2 ekstra æg, eller rister lidt brød til, så kan den snildt deles.
Derudover har jeg valgt at opskriften ikke er så præcis ift. målene, da det er meget smag og behag, hvor meget man vil have af det hele. Jeg tror jeg brugte 6 cherrytomater, 1/4 rødløg, 5 skiver gedeost og 3 skiver bacon, som jeg hakkede i stykker og det passede helt fint til mig. 🙂 Ellers er det jo kun fantasien der sætter grænser!
Opskrift:
- 2 æg
- 1 håndfuld frisk spinat
- 1 skvat mælk
- Cherrytomater
- Rødløg
- Gedeost
- 1 tsk grøn pesto (kan undlades)
- Bacon
- Salt og peber
Fremgangsmåde:
- Varm en pande med høj kant
- Når panden er brandvarm steger du dit bacon sprødt på begge sider
- Mens dit bacon sveder, kan du røre din æggeblanding sammen
- Bland æg, spinat, mælk, pesto, salt og peber og pisk godt sammen
- Skær dine tomater, rødløg og gedeost, så det hele er klart
- Så er baconen færdig og du kan vælge hvor meget af fedtet du vil genbruge/tage en ny pande, men husk fedtstof til din æggekage! Ellers bliver det noget værre rod at få den af panden.
- Panden skal igen være helt varm før du hælder din æggeblanding på
- Når æggeblandingen er på panden rører du lidt rundt, indtil det har sat sig lidt
- Skru lidt ned for varmen og lad den stå
- Inden æggekagen er færdig smider du ost, tomat og løg på
- Hak din bacon, eller lad den blive som den er og strø på æggekagen og server!
- Husk æggekagen skal være helt fast, før den kan tages af
Velbekommen! 😉
Camillemaja
Ingen kommentarer