10 ting at lave i februar – 2023

Det er tid til endnu en omgang “10 ting at lave” i København i februar 2023. Jeg så lige at sidste indlæg kom lige før Corona, og så gik der ligesom tid med det! Københavnerlivet er tilbage til normalen og her får I 10 ting at lave i februar. God læselyst.

Januar er endelig forbi og farvel til den vådeste måned nogensinde. Sådan føles det vidst hver eneste januar. Ja tak til lysere tider.

Min februar

Februar måned er lige om hjørnet og jeg har flere spændende ting på programmet. Først og fremmest skal jeg lave en kogebog mere! Det er kæmpe stort og jeg glæder mig til at dele meget mere omkring dette. Indtil videre kan I finde min første kogebog “Grøn Hverdag” lige her. Næste kogebog vil stadig være fuld af grønne elementer, men denne gang bliver den ikke vegetarisk. Derudover vil der kun være 5 ingredienser pr. opskrift, så den bliver endnu nemmere at gå til.

Der er også mange andre ting i kalenderen, så som: Gin Fest, Dining Week, koncerter, loppemarkeder og lysfestival i kalenderen. Alt sammen noget du også kan deltage i. Læs mere nedenfor i blogindlægget.

God læselyst og ha’ en dejlig februar.

Gin Fest

Copenhagen Gin Fest finder sted d. 17 og 18 februar i Lokomotivværkstedet. Jeg har været afsted før og skal også i år – det er en fantastisk oplevelse, hvis man er glad for gin. Der er over 30 udstillere, 400 forskellige gin, gratis smagsprøver og muligheden for at købe både drinks og smørrebrød undervejs. Billetten gælder 2.5 time og står til 300 kr. (ex. gebyr).

Du kan også købe flasker med hjem og der er i den grad noget at vælge imellem!

Spis fastelavnsboller

Personligt kan jeg i den grad anbefale Alice, Andersens Bakery (øverste billede i indlægget) og Buka. Fantastisk bagværk! Men tag på gåtur i byen og køb et par fastelavnsboller, hvis du er til det. Køb nogle forskellige og del dem med nogle venner. Lav lidt sjov ud af det og lav en afstemning!

Du kan finde en fin guide til Københavns fastelavnsboller fra Mig&Kbh lige her.

Copenhagen Light Festival

Københavns smukke lysfestival begynder lige nu! Den 3 til 26 februar 2023 kan du finde de smukkeste lysinstallationer i byen – og det er gratis! Festivalen er en perfekt lejlighed til at bruge byen og gå en lang tur, mens du nyder udsigten. Copenhagen Light Festival vil have over 35 værker, der primært er placeret langs havnens kanaler, samt i Baunehøj, Refshaleøen og Ørestaden.

Der er ruter rundt i byen på 2, 5 og 10 km, så der er rigeligt at se til. Festivalen har også sin egen app, så du nemt kan få overblikket over de forskellige lokationer. Du kan finde alt information på deres hjemmeside.

Dining Week

Dining week finder sted hvert år i uge 7 og 42 i hele Danmark. Her er der fokus på allerede kendte, etablerede restauranter eller nye restauranter, der skal frem i lyset. Dining week er en unik mulighed for at prøve de danske restauranters menuer, som normalt ikke kan prøves – ofte også til billigere penge. Jeg nyder selv godt af ugen hvert eneste år og elsker at prøve både gamle favoritter og nye spisesteder. 

Dining week finder sted fra d. 10 til 19 februar og der er stadig flere mulige restauranter i hele Danmark. Find mere info om festivalen her.

Loppemarked i Bella

I Bellacenteret kan du d. 11 og 12 februar komme til det største indendørs loppemarked. Jeg skal også selv afsted.

Der vil være alt fra møbler til lys og nips ting og du kan finde mere information om loppemarkedet her.

Tøjmarked i Banegaarden

Den 18 og 26 februar kan du komme til indendørs tøjmarked i Banegaarden. Du kan også booke en stand, hvis du selv er interesseret i at sælge det tøj du ikke bruger. En perfekt mulighed for at rydde op i garderopen.

Udover tøjmarkedet kan du også få lidt lækkert at spise hos Perron, som er Banegaardens bageri.

Læs mere om begivenheden her.

Tag en tur i Absalon

Absalon har utallige begivenheder hver eneste måned. Du kan komme til keramik, prøve linoleumstryk, yoga, dans, musikbanko og meget mere. Der er ofte rift om billetterne og tilbudene, så skynd dig at kig i deres kalender og se om der er noget du kunne tænke dig.

Absalon er et skønt sted, hvor du kan finde mange arrangementer til billige penge. Kæmpe anbefaling herfra.

Spis ostefondue hos Tilda & Karl på Nørrebro

Hele vinteren kan du hos Tilda og Karl på Nørrebro booke bord til den lækreste ostefondue. De afholder popup hver søndag hele vinteren og det skulle bestemt være mætheden værd! Jeg har kun hørt godt om deres arrangement og jeg skal bestemt selv ha’ bestilt et bord. Jeg er altid for sent ude, men nu skal det altså være. Kom afsted med jer, hvis I kan lide sådan noget.

Du kan booke bord lige her.

Billede: Tilda og Karl

Billede: Tilda og Karl

Vinterjazz

I hele landet kan du fra d. 2 til 26 februar nyde lidt lækker bas, saxofon og trommer til vinterjazz festivalen. Det er en landdækkende musikfestival og har omkring 180 spillesteder og arrangører. Der er både betalte og gratis arrangementer og der er rigeligt at vælge mellem.

Du kan finde den fulde oversigt over festivalens mange koncerter lige her.

Morgendans i Operaen

På 3 fredage i februar kan du komme til morgendans på det måske smukkeste dansegulv – nemlig i Operaen i København.

Du skal ikke være erfaren og der er plads til alle der har lyst til at bevæge sig lidt. Dansen føres også an af en instruktør og det foregår mellem 9.30 og 10.30 den 3, 10 og 24 februar. Find billetter lige her.

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.