Annonce / Har I styr på nytårsmenuen? Her får I opskrifter på en simpel vegetarisk tre-retters menu, hvor I blandt andet kan mæske jer i en bagt Mont d’Or ost med tilbehør. Menuen består derudover af lækre ostevafler og bagt selleri med brunet smør. Lyder det ikke for lækkert? Jeg bliver i hvert fald helt sulten.
Osterejsen: En festlig tre-retters menu med grønt & ost
Blogindlægget er lavet i samarbejde med Ost & Ko og Mejeriforeningen, med fokus på europæiske oste. Sammen med to andre dygtige bloggere, Maria Charlotte og Anna Bartels, vil vi invitere jer med på ‘Osterejsen’, hvor vi hver især har kreeret en ret. Alle med ost, som giver en masse lækker umami til retterne.
Meningen med kampagnen var, at vi skulle have mødtes og lavet vores menu sammen. Grundet omstændighederne, valgte vi at mødes online i stedet – hvilket egentlig også var meget sjovt.
Vores menu er simpel og vegetarisk, som både fungerer til nytår, eller til en anden festlig lejlighed, som vi forhåbentlig kan få flere af i 2021. Anna stod for forretten med en kraftfuld Irsk cheddar. Maria lavede en hovedret med en lækker dansk blåost, mens jeg har lavet en dessert med den franske komælksost Mont d’Or.
Menuen består af:
- Ostevafler med cremefraiche, æbler og timian – Anna.
- Bagt selleri med brunet smør og blue cheese creme. Samt en grønkålssalat med pære, valnødder og vinaigrette – Maria.
- Bagt mont d’or ost med abrikosmarmelade og kommenkiks.
Du finder de andre retter ved at trykke på de indsatte links ovenfor. Du kan også se pigernes smukke billeder af retterne nedenfor.
Dessert eller et element til ostebordet
Mont d’or er en fransk komælksost og kaldes også Vacherin du Haut-Doubs. Det er en “sæson-ost”, da den kun sælges fra september til omkring marts. De resterende måneder bliver mælken, fra de samme køer, brugt til at lave comté af.
Osten kommer i den fyretræsæske, som I kan også kan se på billederne. Det er en meget cremet og fyldig ost, som kan serveres på flere måder. Den mest traditionelle er nok den måde jeg har lavet den på. Bagt med lidt hvidvin og så i ovnen i dens egen æske. Den kan altså også bruges som fondue, med tilhørende brød eller kartofler, som så dyppes i den smeltede ost. Det kan måske blive lidt tungt for mange og jeg kan derfor anbefale at servere lidt sylt til – eller måske en nem salat vendt i vinaigrette.
Mont d’Or kan også serveres som den er og komme direkte på tapasbordet. Den minder allermest om en brieost, hvis jeg skal sammenligne med noget. Du kunne også bruge osten i den franske toast; croque madame. Det ville være et hit – især her til den første dag i 2021, hvor der er risiko for hovedpine!
Bagt Mont d'Or med abrikosmarmelade & kommenkiks
Ingredienser
Bagt Mont d'Or
- 1 Mont d’Or på 300-500 g
- 1 dl hvidvin
Kommenkiks (30 stk)
- 100 g smør
- 1 dl mælk
- 1 spsk. honnning
- 100 g hvedemel
- 100 g rugmel
- 1 tsk. bagepulver
- 2 spsk. kommen
- 1 tsk. salt
Abrikosmarmelade
- 200 g tørrede abrikoser
- 5 dl vand
- 1 vaniljestang - eller 1 tsk. vaniljepulver/2 tsk. vaniljesukker
- 0.5 dl syltesukker
- 1/2 citron, saft og skal heraf
- 1/2 tsk. atamon til dit sylteglas - eller vodka
Figner i portvin
- 1/2 usprøjtet appelsin, saft og skal
- 2 dl portvin
- 3 stjerneanis
- 2.5 spsk. brun farin
- 7 friske figner
- 1/2 tsk. atamon til dit sylteglas - eller vodka
Sådan gør du
Kommenkiks
- Smelt din smør og kom derefter den kolde mælk og honning i.
- Bland mel, kommen, bagepulver, salt sammen i en skål/røremaskine. Kom væsken sammen med de tørre ingredienser og ælt dejen godt sammen. Pak dejen ind i film og lad den hvile i køleskabet i mindst en time.
- Tænd ovnen på 200 grader, varmluft. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Skær kiksene med en udstikker eller et lille glas, eller skær dem i firkantede forme. Kom på en plade med bagepapir og prik i hver kiks, med en gaffel.
- Bag dem i 8-10 minutter, til de er gyldne. Lad kiksene køle helt af på en rist og opbevar dem i en lufttæt dåse.
Abrikosmarmelade
- Skær dine abrikoser i små tern og kog dem i vand i ca. 15 minutter, med låg.
- Bland vanilje med 1 spsk. af sukkeret, så kornene skilles helt. Tilsæt vanilje, sukker, citronsaft og skal i gryden og kog i ca. 5 minutter. Blend så med en stavblender, til du får en marmelade-konsistens. Tag gryden af varmen.
- Skold et sylteglas og tilsæt 1/2 tsk. atamon, eller vodka. Hæld det ud og kom din varme marmelade i glasset. Kom låget på med det samme og opbevar på køl.
Figner i portvin
- Riv skallen og pres saften af en halv appelsin. Kom begge dele i en lille gryde, sammen med portvin og stjerneanis. Varm det op og tilsæt brun farin. Lad det småkoge i 3 minutter.
- Skyl og rens dine figner (fjern stammen), og skær dem i kvarte. Kog dem med i 1 minut.
- Skold et sylteglas og tilsæt 1/2 tsk. atamon, eller vodka. Hæld det ud og kom din blanding i glasset. Kom låget på med det samme og opbevar på køl.
- Server fignerne til pandekager, ostebordet eller is.
Bagt Mont d'Or
- Lav alle de førnævnte elementer forinden. Stik et par huller med en gaffel i osten og hæld 1 dl hvidvin over. Bag osten i 25 minutter, ved 200 grader, varmluft. Serveres varm!
1 kommentar
CLAGUE567
3. januar 2021 at 0:15Thank you!!1