10 ting at lave i december

December er lige om hjørnet og hold k**t det er koldt! Jeg synes allerede temperaturen er faldet rigeligt, og så er det ikke engang blevet rigtig vinter endnu. Er jeg den eneste der synes det er lidt kedeligt? Jeg kigger i hvert fald allerede på lidt ferie her i januar, men nok om det! December byder på en masse julehygge, varmt tøj, osteevents og meget mere. Hvis du har lyst til mere info om 10 ting at lave i december, læser du bare videre lige her.

Min december er ikke fyldt med så mange planer indtil videre. I denne weekend har jeg dog noget fedt på programmet. Jeg skal både til Disney Jazz på Sidecar, og til ‘Danmarks bedste osteret‘, som du også kan komme med til (se længere nede). Det bliver så hyggeligt.
Udover lidt weekendplaner her og der, skal jeg mest af alt have fokus på min mundtlige eksamen. Jeg har en læseferie i en måned, og jeg tænkte først, at der er da masser af tid. Men efter at have været gennem næsten hele undervisningen, kan jeg godt se, at der ikke bliver tid til så meget andet. Min plan er dog at klø på i hverdagen, og så holde fri i weekenden, så jeg også kan være lidt social. Ellers bliver jeg skør!

Det er jo også jul lige om lidt, og jeg er faktisk ikke rigtig i julestemning endnu, men måske kommer det! Det betyder dog ikke, at I skal snydes for en masse julehygge og events.

God læselyst!

Danmarks bedste osteret

Nu på søndag d. 2 december kan du komme med til et virkelig lækkert osteevent fra kl. 12-16. Her skal forskellige dygtige kokke og restauranter konkurrere, om hvem der laver Danmarks bedste osteret, og jeg glæder mig! Udover at man kan følge med i konkurrencen, så vil der være lidt forskelligt til ganen i løbet af dagen. Der vil både være vin, kaffe, ost, østers og friølbar, til kun 150kr.
Der vil være en østersbar fra Rouge Oysters, Arla Unika oste, lækker kaffe fra Kontra Coffee og sidst men ikke mindst, ølbar fra Kølster Malt & Øl. Du kan læse meget mere om eventet og programmet lige her.

Praktisk: Arrangementet foregår i CPH Food Space, Slagtehusgade 11, 1715 København V

Jul i Tivoli & Bakken

Dette punkt var også på i min november-guide, men det passer altså også godt ind her i december, når nu julen nærmer sig.

Både Bakken & Tivoli er nu pyntet op til jul, og der er bare så hyggeligt begge steder. Jeg var selv i Tivoli i denne uge, og der er så smukt derinde med alle de glimtrende lys.

Tivoli er pyntet med 70.000 julekugler og mere end 1000 juletræer dækket i lys fra top til tå. Der vil der selvfølgelig, som der plejer, være omkring 60 stande midt i Tivoli, fyldt med alt fra dekorationer, mad, søde sager osv. Her kan jeg især anbefale deres flæskestegssandwich, som jeg altid får når jeg er derinde til halloween & jul.
Derudover kan du se den klassiske juleballet nøddeknækkeren i Tivolis Koncertsal. Dronning Margrethe står bag både scenografi og kostumer til forestillingen.

Bakken er åbnet for første gang nogensinde i juletiden. De kommer til at have åbent hver weekend fredag-søndag, hvor Dyrehaven vil blive lyst op af alverdens julelys og hyggelig julestemning. Her er Bakkens gader og stræder forvandlet til ét stort julemarked spækket med spændende produkter og lækker hjemmelavet julemad og slik.

Det hele lyder bare så hyggeligt alt sammen!

Julemarkeder

København er fyldt med julemarkeder hele måneden, og især i nærheden/på Strøget. Der er både et lækkert et inde i Tivoli, men derudover er der også på Christiania, Højbro Plads, Axeltorv, Nyhavn og Kongens Nytorv. Der er i hvert fald rig mulighed for at finde nogle fine juleting, og få fyret ekstra op for julestemningen, med en gåtur gennem markederne.

Og udover alt den mad, drikke og varer, der er tilgængeligt på de forskellige markeder, så er der også fyldt med smukke lys over det hele. Jeg elsker det! Du kan se de forskellige markeder lige her.

Tag på mini get-away

Julen er fyldt med stress for rigtig mange af jer. Hvad med at droppe alt i en weekend, og tage på mini-ferie hvis pengene er til det? Der er så mange billige flybilletter for tiden, og derudover kan man jo også sagtens finde et lækkert hotel i en anden by her i Danmark, eller måske i Sverige? Jeg synes personligt julen kan være fyldt med for meget fokus på penge, gaver og alt der hører med. Derfor kunne det være da være så lækkert med en lille get-away, med en du holder af.

Reffen Street Food

På Reffen Street Food, på Refshaleøen, er der 70 street food containere, barer, food bikes og kreative workshops. Der er rigeligt at spise og drikke derude, og jeg kan kun anbefale det. I denne omgang bliver der skruet op for julehyggen, og måske var det en idé til en lille tur i weekenden.

Her kan du prøve deres Big Tasty Bingo i juleedition, smutte forbi Veras Market, lytte til julekoret, klippe julepynt, hilse på julemanden, og meget mere. Dette kunne især være en hyggeligt aktivitet at tage børn med til, tænker jeg.
Du kan læse meget mere om jul på Reffen lige her.

Praktisk: Refshalevej 167. Frem til 16. december. Åbent fredag: 12-22, lørdag: 12-22 og søndag: 12-19

Body Worlds på Experimentarium

Nu kan du opleve BODY WORLDS på Experimentarium. Jeg har hørt om denne udstilling, da den var i andre lande, og jeg glæder mig så meget til at komme ind og se den. Man kommer helt tæt på ægte menneskekroppe, fastfrosset i et splitsekund af bevægelse. Her kan du så også se, hvordan din livsstil sætter sine spor i kroppen.

Kroppene er doneret gennem et donorprogram, hvor alle har skænket deres krop specielt til denne udstilling. Hver eneste krop i udstillingen har en pointe, som fx. samspillet mellem hjerne og muskler, kroppens bevægelsesmuligheder og organernes placering. Ej det lyder så spændende – jeg elsker sådan noget her!

En bonus info er, at udstillingen er der helt frem til november 2019. Der er derfor rigeligt med tid til at komme forbi, og se udstillingen. Læs meget mere om den fedeste udstilling lige her.

Loppemarked i Studenterhuset

Er du vild med at spare penge, og mangler du måske noget til julen, eller til dig selv? På søndag d. 2 er Studenterhuset, ved Rundetårn, klar med endnu et stort loppemarked, med stande i hele huset. Jeg synes altid man kan finde noget lækkert, når der bliver solgt ud på dette marked. Derudover er det oftes mange i min egen alder (26), som sælger ud, og det er så lækkert jo!

Praktisk: Arrangementet er gratis og findes i Studenterhuset, lige ved siden af Rundetårn i indre by. 

Christmas Queens i Store Vega

Som der står skrevet i deres egen beskrivelse: “Christmas Queens ringer højtiden ind med sass, shade og jule-tea! Oplev de legendariske drag queens fra RuPaul’s Drag Race, et af de største og mest banebrydende TV-fænomener i de seneste år. Det bliver et jule-eleganza extravaganza uden lige, når Christmas Queens indtager VEGA”. Behøver jeg overhoved sige mere?

Billetter koster 345-475 kr stykket, og du kan finde meget mere info lige her.

Skøjtebanen på Frederiksberg Runddel

Hvert år omdannes Frederiksberg Runddel til en skøjtebane. Her er en fantastisk stemning ved indgangen til Frederiksberg have, og med udsigt til Frederiksberg Allé. Det meste af vinteren er runddelen oplyst af lyskæder fra træerne, hvor der er åbent helt indtil februar.

Jeg synes især der er fedt på Frederiksberg, fordi det er helt gratis at komme og skøjte. Derudover kan man leje et par til 50kr. Win win.

Nytår

Nytår kan for mange af os være lidt op og ned. Ofte oplever man at festen overhoved ikke blev så fed, som man troede, fordi den er blevet skruet op til at skulle være vildere end vildest. Personligt har jeg det selv blandet med nytår, og jeg har faktisk endnu ikke lavet nogle planer på aftenen.
Jeg overvejer både at tage ud at spise med en veninde, tage til fest, eller blive hjemme. Der er endnu ikke noget hvor jeg tænker – det vil jeg! Der skal tænkes lidt mere, og måske skal du også det?

Nytår skal være en aften ligesom du ønsker den. Og om det er at blive hjemme og holde en intim aften med din kæreste/en veninde, være vild i byen, stor privatfest, eller middag ude i byen, så skal det være noget DU har lyst til.

Jeg håber du får en fantastisk December!

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.