Hjemmelavet sushi + guide til perfekte ris

IMG_1645

Hjemmelavet sushi er en utrolig svær ting at mestre, og det er nok noget vi må overlade til japanerne. Jeg vil dog stadig dele nogle tips og tricks, så du kan få en rigtig lækker oplevelse, med hjemmelavet sushi. Det sværeste er faktisk risene, da de skal være lidt søde, klistret, og må slet ikke være grødet. Det kræver tålmodighed, og det tager faktisk et par timer at lave sushi derhjemme.Hjemmelavet sushi er noget jeg laver med mine veninder, når vi har rigtig god tid. Det er et hyggeligt projekt, og vi står altid og smager lidt, mens vi laver det.

Når vi laver sushi, bruger vi altid lidt ekstra penge på fisk af god kvalitet. Vigtigst af alt, så skal fisken være HELT frisk. Derfor fungere det ikke altid med et stykke nede fra Netto, hvis du skal bruge det med det samme. Hvis du bruger fisk derfra, ville jeg altid fryse det ned i 24 timer.

Er du glad for fisk og skaldyr? Prøv en af disse opskrifter: Fisketacos // Spidskålssalat med laks // Hvidvinsdampede muslinger

Hos en fiskehandler ved de lige hvad man skal bruge, og det er altid friskt. Personligt køber jeg hos Fiskerikajen i Torvehallerne. De er super dygtige derinde, plus deres fisk er fanget med en skånsom metode. Det vil sige at der bruges redskaber, som ikke har nogen bundpåvirkning, der ødelægger fiskens levevilkår. Det er personligt noget jeg selv går op i, at køre en miljøvenlig kost, og støtte der hvor man kan.

Denne portion af sushi er til 4 mennesker. Du kan altid vælge mere/mindre fisk og tilbehør, end jeg har gjort. Jeg kan personligt bedst lide, når der er godt med fyld i. Så længe sushirullen kan lukkes, så er alt fint!

Det skal nævnes, at det godt kan være en dyr fornøjelse, at købe ind til sushi første gang du laver det. Du skal nemlig bruge riseddike, rullemåtte, tang, spisepinde, etc.. Men det er alle pengene værd – og så holder tingene i en evighed! Du behøver jo heller ikke købe 4 forskellige slags fisk, skaldyr og 117 forskellige grøntsager. Du kan gøre lige præcis som du vil.

Nedenfor vil jeg nævne, hvad vi kom i vores sushi:

Opskrift

Sushiris (til 4 personer)

  • 300 g sushiris
  • 3.3 dl vand (til kogning)
  • 4 spsk. riseddike
  • 2 spsk. sukker
  • 1 tsk. salt

Fisk & tilbehør

  • 2-4 stykker fisk (torsk, laks & tun) + skaldyr (jomfruhummer + kammusling)
  • Alle de grøntsager du kunne ønske dig. Vi brugte: avokado, agurk og forårsløg. Alt sammen i strimler, så det passede i en rulle
  • Tang (10 plader)
  • Chilimayo
  • Sweet chili sauce
  • Edamamebønner (med citron og havsalt)
  • Flødeost
  • Syltet ingefær
  • Soya
  • Wasabi
  • Spisepinde
  • En skarp kniv
  • En måtte til at rulle sushien

Fremgangsmåde

Guide til ris
  • Kom risene i en skål, fyld derefter skålen med koldt vand. Vask risene blidt og kasser vandet. Gentag cirka 6 gange, eller indtil vandet er klart.
  • Dæk risene med koldt vand og lad det stå i 30 min. Hæld derefter vandet fra
  • Hæld risene i en tykbundet gryde, og dæk med et tætsiddende låg. Bring det i kog over middelvarme
  • Lyt til, hvornår vandet koger, løft ikke låget. Lad vandet småkoge i 5 min
  • Skru herefter ned på laveste blus, og lad risene simre i 10 min
  • Tag gryden af varmen, og lad den stå i 10 min. Løft ikke låget
  • Løft låget og smid dine ris til et stort fad. Det er vigtigt, at der er plads til at fordele risene. Hvis risene er brændt lidt på, så fjern de brændte ris
  • Fordel risene ud på fadet uden at mase dem
  • Efter 10-15 min. vender du risene, så den anden side også damper af
  • Når risene har stuetemperatur flytter du dem til en skål og dækker dem med et rent, fugtigt klæde.
  • Riseddike: Opvarm eddike, salt og sukker i en gryde. Det må ikke koge. Rør rundt, indtil sukker og salt er opløst. Afkøl herefter blandingen.
  • Fordel riseddiken over risene 
Sushirullerne
  • Mens din ris står og køler ned, kan du ordne din fisk & grønt
  • Fjern indmaden i agurker og skær i lange tynde strimler
  • Skær forårsløg i små fine stykker, eller i strimler
  • Fjern stenen fra avokadoen og skær den i tynde skiver på langs
  • Skær fisk i tynde skiver på langs og pil jomfruhummerne. Husk at fjern tarmen
  • Vi hakkede også lidt laks, og blandede med flødeost og forårsløg. Det er utrolig lækkert med lidt cremet fyld. Denne version er også virkelig godt med krebsehaler
  • Gør alt klart, så det er nemt at gå til. Hav alt det skårne grønt og fisk på hver deres spækbræt. Gør evt. dressinger klar, hvis du vil have noget ind i rullen. Jeg kommer ofte lidt chilimayo/flødeost/sweet chili, ind i selve rullen
  • Stil en skål med koldt vand på bordet. Så klistrer risene ikke til dine fingre
  • Kom din rulle ind i film. Så er den nemmere at gøre rent
  • Når dine ris er kølet af, og blandet med risedikke etc. så er du faktisk klar!
  • Når du ruller så behøver du faktisk ikke så meget ris – men det er smag og behag. Jeg bruger kun ris inde i midten af rullen, derefter fyld i, og så ruller jeg den. Stramt. Prøv evt. at søg på rulleteknik på nettet, da det er meget svært at skrive på skrift
  • Husk at gør dine ruller så stramme som muligt, samt at skære dem i mundrette stykker
  • Server gerne edamamebønner til din sushi. MUMS

Rigtig god fornøjelse! Jeg håber denne guide hjalp dig lidt på vej. Nu har jeg selv virkelig lyst til sushi… 

Læs også

12 Kommentarer

  • Svar
    Emilie
    25. oktober 2018 at 13:10

    Hej! Hvor mange stykker sushi er opskriften ca til? 🙂

    • Svar
      Camille Maja
      25. oktober 2018 at 13:11

      Hej Emilie, Der er til 4 personer 🙂

  • Svar
    Charlotte
    31. december 2018 at 11:48

    Når risene bringes i kog, skal der så ikke tilsættes vand? Evt hvor meget?

    • Svar
      Camille Maja
      1. januar 2019 at 14:41

      Hej Charlotte, og godt nytår! Ser selvfølgelig ikke din besked før idag, men jeg håber du lagde mærke til at målene allerede står i opskriften :).
      God dag. VH Camille

  • Svar
    cathrine
    12. august 2019 at 20:19

    Hej Camille Maja

    Jeg vil bare lige skrive, at jeg har ALDRIG før har lavet sushi og var helt på udebane .. lige indtil jeg fulgte din opskrift på risene og mit sushi blev intet mindre end fantastisk! TAK og endu engang mange tak.
    God aften
    Hilsen Cathrine

    • Svar
      Camille Maja
      13. august 2019 at 9:02

      Hej Cathrine, sikke en dejlig besked at få! Hvor er jeg glad for at det lykkedes med de ris – de er altså også svære!
      Dejligt du følger med og rigtig dejlig dag til dig! 🙂
      KH Camille

  • Svar
    Henrik
    4. januar 2020 at 12:27

    Hej Camilla
    Jeg har lavet hjemmelavet sushi en del år efterhånden, og har også været en tur på sushi kursus.
    Et par super lækker varianter er hvis man kommer laks og jordbær ( i sæson ) sammen i en tangrulle evt m lidt friskkværnet pepper.
    En anden variant er at købe nogle surimi-stave ( hvidfisk ) og mos dem forsigtigt m hånden i en skål, tilsæt mayo, limesaft og lidt fintsnittet forårsløg og kom det i en rulle.
    Mvh Henrik

    • Svar
      Camille Maja
      5. januar 2020 at 17:08

      Hej Henrik, det lyder også rigtig lækkert! God aften til dig :)!
      VH Camille

  • Svar
    Cecilie
    18. januar 2021 at 15:23

    Hej Camille.

    Jeg har nu brugt din guide flere gange til hjemmelavet sushi, og det bliver perfekt hver gang. Så tak for din gode og udførlige guide.

    • Svar
      Camille Maja
      18. januar 2021 at 20:25

      Hej Cecilie, 1000 tak fordi du skriver! Det er jeg virkelig glad for at høre. Er glad for at kunne hjælpe. 🙂
      KH

  • Svar
    Niels
    20. februar 2021 at 23:42

    Hej Camille Maja,

    Tak for en fin vejledning til kogning af sushiris! 🙂

    Nu faldt jeg lige over, at du bruger frisk fisk fra en fiskehandler – husk at spørge, om fisken har været nedfrosset, ellers skal du selv nedfryse fisken til -20 grader i 24 timer, for at slå parasitter (rundorme, ikter og bændelorme) ihjel:

    https://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Fisk-og-fiskevarer.aspx

    • Svar
      Camille Maja
      22. februar 2021 at 8:05

      Hej Niels, Mange tak! Det ved jeg godt – men tak for reminder! 🙂
      Er glad for du kunne bruge guiden. God dag til dig!
      Vh Camille

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.