Top 10 – Italiensk madguide til KBH

IMG_0735Min tur rundt i den italienske afdeling af København, har nået sin ende. Jeg har glædet mig til at dele denne guide med jer. I kan godt glæde jer til alle de mange spisesteder jeg vil dele!
Jeg har samlet en top 10 til jer, og der er sikkert flere derude, som jeg endnu ikke kender til, men de må få et besøg en anden gang.

Det italienske køkken er fyldt med velsmag, enkelthed og kærlighed. Jeg elsker Italiensk mad, og det var også derfor, jeg besluttede mig for at lave denne guide.

Det har været en kæmpe fornøjelse at besøge alle disse steder, og 1000 tak for jeres gæstfrihed, samt jeres lækre mad ? det bliver ikke mit sidste besøg, hos nogle af dem. Jeg har besøgt i alt 15 steder, og nogle er heller ikke kommet med, da det ikke var særlig godt.

De valgte italienske restauranter, havde alle noget specielt over sig, uanset prisklasse. Alle steder havde ekstremt lækkert mad, og jeg vil dele min favorit-ret, under hvert afsnit.

Leder du efter andre madguides? Prøv at læs denne:
Top 10 – Smørrebrød i KBH 

Rækkefølgen vil være sat efter prisniveauet, og vi starter i den lave ende. Jeg håber i finder jeres fremtidige favorit, og smid endelig en kommentar, hvis jeg mangler nogle.

Under alle spisesteder vil der være links, så i kan se deres menukort, en adresse og hvad prisen blev pr. person. Nogle ligger i den dyre ende og andre på SU niveau.

Håber i vil tage godt imod listen ? god fornøjelse og god appetit!

Stefanos pizzeria

Stefanos er et pizzeria, som ligger på Stefansgade, Nørrebro. Det er helt nede på jorden, og der er altid travlt. Jeg var der sammen med en veninde, da solen var ude, og der var pakket med mennesker udenfor. De har også lidt pladser siddepladser indenfor, hvis man har lyst til det.

Dem der arbejder der er så søde, og jeg har aldrig fået en dårlig betjening, eller pizza derfra. Der er fokus på kvalitet og gode råvarer, og der er så mange forskellige sammensætninger dernede. Du betaler næsten ingen penge for det, og du får virkelig en pizza af god kvalitet.
Sprød bund, billig pris, god smag, og friske råvarer. Det er alle ting, som jeg sætter stor pris på! What’s not to like?

Selvom det kolde vejr har meldt sin ankomst, så er Stefanos stadig en favorit hos mig. Pizzaen kan altid tages med hjem, eller spises hos dem. Desuden har de altid lidt bænke ude foran, hvis man ikke har noget imod kulden.

Hvis vi holder noget hos mig, så ofrer jeg mig altid gerne til at cykle de 5 minutter ekstra, for at hente pizza hos dem. Jeg bliver aldrig skuffet!

Min favorit her vil nok altid være denne pizza: Tomat, ost, pastrami, gorgonzola, rucola, pesto. MUMS!

Adresse: Stefansgade 33, 2200 København N
Pris pr. person: Fra 58 kr for en pizza ekskl. drikkevarer

Un mercato

Hvis i følger med på min Instagram, har i nok set, at det ikke er første gang jeg besøger Un Mercato.
Spisestedet er et italiensk rotisserie, hvor porchetta & kyllinger bliver grillet på spyd, som gæsterne også kan følge med i.

Un Mercato ligger som en del af Torvehallerne, og derfor super centralt. Jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse herinde, og personalet er nede på jorden, og servicemindet. Der er både pladser ude og inde, hvor du begge steder, kan følge med i det pulserende liv, som der er i Torvehallerne.

Maden er utrolig lækker og der er noget for en hver smag. Jeg var der sidst med en god veninde til frokost, hvor vi valgte en masse små retter. Det bedste ved det italienske køkken er bl.a., at de er utrolig god til at lave deleretter. Det er blevet så moderne, at dele sin mad, og jeg elsker det!

På Un Mercato har de også det mest fantastiske, nemlig risottokugler! Ej men jeg kan ikke få armene ned over denne opfindelse – og så lige med lidt trøffelmayo til. MUMS!
Desuden har de lækre salater, prosciutto, ostebræt, jomfruhummer og også varme retter. Når jeg er her, vælges der typisk en masse forskellige retter til hele bordet, og ingen sidder med sin egen ret. Hvis jeg skulle sige en pris pr. person, når man gør det på denne måde, er det ca. 100-250 kr pr. person. Det kommer så helt an på om du vælger kødretter, og på din sult.

Skud ud til dem for lækker mad, i hyggelige omgivelser! Favoritten her er selvfølgelig deres risottokugler + lidt trøffelmayo!

Adresse: Torvehallerne, Frederiksborggade 19, 1360 København K
Pris pr. person: 65-265 kr ekskl. drikkevarer (Alt fra en sandwich til en menu)

Gran Torino

Jeg besøgte Gran Torino sammen med 2 veninder, og det var en utrolig smagfuld og lækker oplevelse!
Stedet ligger lige ud til søerne, og er derfor super centralt. Vi var der til frokost en fredag, hvor solen heldigvis var ude.

Vi valgte 3 forskellige pizzaer, så vi kunne smage lidt forskelligt. Vi valgte: “N’duja: tomat, provolone med n’duja (spicy & cremet pølse, “Roger nelson”: hvid pizza med mozzarella, kartoffel, gedeost & rosmarin, og “Bresaola”: hvid pizza, mozzarella, bresaola, trøffelpesto og parmesan.

Min favorit her var helt sikkert den sidstnævnte med trøffelpesto. Den var SÅ lækker, og med en tilpas mængde af det hele! Jeg er generelt bare rigtig glad for smagen af trøffel, og ingredienserne passede utrolig godt sammen.

Alle pizzaer var utrolig gode, med en sprød skorpe og ekstremt smagfulde. Kartoffelpizzaen var lige som den skulle være, med tynde kartoffelskiver, rosmarin, og lækker ost. Desuden var jeg rigtig overrasket over den pizza med den spicy pølse. Jeg er slet ikke til stærk mad, men denne pizza var ekstremt velsmagende, og stærk på den “gode” måde – hvis i forstår hvad jeg mener? Ingredienserne passede super godt sammen, så man kunne smage alt, selvom den var lidt stærk.

Noget af det bedste her var også, at de havde dips til skorpene. Vi valgte en hvidløgsdip, samt en med pistacie, og alt blev spist op!

Eftersom vi var der en fredag til frokost, kostede alle pizzaerne 85 kr. En helt rimelig pris, for noget der var så lækkert!
Jeg glæder mig til mit næste besøg – og prøv lige at se den sommerstemning på billedet. Kan vi lige skrue tiden tilbage tak, til lidt mere sol, og mere pizza?

Adresse: Sortedam Dossering 5, 2200 KBH N
Pris pr. person: Fra 85-145 kr. (Alle pizzaer koster 85 kr til frokost fre-søn)
Bonusinfo: På Gran Torino sammensætter du din egen 3-retters menu med pizza som hovedret fra så lidt som 200 kr.

Mother Wine

Hvor skal jeg begynde med dette sted. Jeg ELSKER Mother Wine! Det er et sted jeg har været utrolig mange gange, og jeg er kommet til det niveau, at jeg krammer personalet, når jeg kommer… Alle er så søde dernede.

Mother Wine er både et spisested, og en vinbutik, som ligger midt i indre by. Personalet er selv fra Italien, og man kan virkelig mærke, at de går utrolig højt op i både mad og vin. Der er altid åbne vine i butikken,
så du kan få lov til at smage, inden du køber.

I hverdagene har de kun åbent for vinsalget, hvorimod de fra torsdag-lørdag har lidt aperitivo på menuen, som er en Italiensk tradition for en ?after work snack og vin?. Ordet aperitivo betyder “at åbne”, og beskriver effekten af noget appetitligt. Det er altså en masse små italienske retter, som er på menuen her.
Idéen er at man kan komme og få pre-dinner drinks/mad, og tage videre derefter. De fleste ender oftest med at blive her i flere timer, og spise sig mæt, i de små lækre italienske retter.

Atmosfæren er så blandt andet så fed, fordi det er et åben køkken. Du kan følge med i det hele, og snakke lidt med kokkens om dagens menu. De laver blandt andet altid retter, som de er vokset op med. Alt sammen gør hele oplevelsen mere hjemlig og personligt.

Retterne er altid meget forskellige, men der er altid: salater, ost, pølse, simreretter, brød, og en sourdough pizza.
Der er noget for en hver smag, og så er prisen ikke til at rafle om. Det koster nemlig kun sølle 125kr, for et glas vin + italiensk buffet. Ja tak!

Stedet er for alle, og atmosfæren er så hjemlig og hyggelig. Man kan både sidde lidt privat, men også på et langbord, sammen med en masse andre. Virkelig et fedt sted og jeg elsker at kommer her!

Favoritten her er ikke til at vælge, da de altid har lidt forskelligt. Jeg tager altid lidt af det hele, men det der altid står øverst på listen, er nok osten!

Adresse: Gammel mønt 33 – 1117 Kbh K
Pris pr. person: 125 kr (1 glas vin + mad) 

Vespa

Vespa ligger inde i indre by, og er ejet af Cofoco. Jeg har faktisk to spisesteder med samme ejer, på min liste, og det var egentlig ikke meningen. Men begge steder var så gode, at de begge var nød til at komme på!
Når man kommer ind hos Vespa er der rustisk og hjemligt, og med søde tjenere. Hele facaden er af glas, så du også kan holde øje med alt på den travle gade, som de ligger på.

På Vespa gør de det nemt for dig. Der er en menu til 275kr, hvor du kommer igennem 4 serveringer. Der er rigeligt at spise, og alt var utrolig lækkert. Min favorit her var overraskende nok en blækspruttesalat, samt deres crostini (italiensk version af en bruschetta).
Jeg troede ikke at en spruttesalat, ville lande som en favorit, men det var virkelig lækkert. Salaten var dejlig syrlig, og havde et godt spil i sig. Derudover var der crostinis fyld med smag! Der var en lækker pesto, samt sprøde saltmandler på toppen – så enkelt, og så smagfuldt.

Aftenen var helt som den skulle være. Du starter med lidt antipasti, som deles af hele bordet. Derefter fik vi en traditionel pasta, fisk til hovedret, og så en lækker italiensk dessert.
Jeg bliver aldrig træt af italiensk mad, og slet ikke italienske desserter. Vi fik en citrontærte med mascarponecreme, sprød crumble & brændt hvid chokolade. Får helt mundvand, og må også tilføje citrontærten, som en favorit!

Alt i alt: Mega lækker og smagfuld mad, sødt personale, fede lokaler, og en god pris. Kæmpe anbefaling herfra.

Adresse: St. Kongensgade 90, 1264 København K
Pris pr. person: Menu med 4 serveringer til 275kr – eller 400kr med vin, øl, vand. 

Spuntino

Endnu et spisested ejet af Cofoco – som virkelig har mange lækre steder, rundt omkring i byen. De kan virkelig sit kram, og Spuntino er bestemt ikke en undtagelse.

Jeg havde taget en god veninde med, og vi startede med en drink, mens vi ventede på vores mad. Her kan man få en menu til 275kr, med 4 serveringer. Desuden er det også muligt at bestille enkelte retter.
Menuen er fastlagt og bestemt inspireret af den italienske spisemåde. Der er deleretter, og retter der kan spises enkeltvis. Det eneste der er op til dig, er at bestemme din hovedret. Jeg elsker den her måde at spise på, og jeg var helt tryg ved situationen. Det havde de fuldstændig tjek på!

Vi startede selvfølgelig med noget antipasti, hvor jeg er nød til at nævne deres parmaskinke. Det er nok den mest smagfulde og fløjlsbløde parma, jeg nogensinde har smagt. Hold nu fast! Derudover fik vi det lækreste brød til, med lidt pisket smør. Jeg kunne spise mig mæt i sådan noget…

Derefter kom der en cremet pasta med parmesan og trøffel (simpelt ik?), som var min ABSOLUT favorit. Jeg overdriver ikke, men det var den bedste pasta, jeg nogensinde har fået serveret. Efter pastaen fik vi vores hovedret, hvor vi begge valgte en braiseret okse, serveret med pandekager, salat & chutney. Igen var der ikke noget at sætte en finger på, og det samme gælder med desserten.

Alt i alt en ekstremt lækker menu, hvor der var fokus på råvarerne, enkelthed og æstetik. Det er bestemt ikke sidste gang vi ses Spuntino.

AdresseVesterbrogade 68, 1620 København V
Pris pr. person: Menu med 4 serveringer til 275kr. udover hele menuen er der også mulighed for at bestille enkelte retter. Menuen skifter efter sæson. 

PS. Billedet nedenfor er desværre ikke taget af mig, men af dygtige Chris Opander Tonnesen. Mit kamera besluttede sig nemlig for at slette mine egne billeder fra den dag… 

Carne Famo

Carne Famo oser det af Italiensk stemning. Du spiser i hyggelige omgivelser, levende lys, og dygtigt personale. Nogle gange kom kokken selv ud, for at forklare lidt om det vi skulle spise.
Hele menuen var ekstremt velovervejet, og godt tilberedt. I køkkenet var der kun italienske kokke der serverede mad, som de selv har vokset op med, og det kunne bestemt smages.

Vi valgte den store menu, med 5 serveringer, hvilket vi ikke skulle have gjort. Jeg ville ønske nogle havde advaret os, om størrelserne på portionerne, da ingen af os kunne spise op.
Så et godt tip: spørg lige ind til portionsstørrelsen, før du vælger. Vi kunne sagtens have taget den menu med 3 serveringer, og blevet rigeligt mætte. Men så ved vi det til en anden gang! For selvom der var meget mad, så var det hele utroligt lækkert.

Vi startede med antipasta, hvor der var alt hvad hjertet begærer. Min favorit var absolut en ret der hed, “Gateau di patate con cuore di bufala affumicata”. Det var en slags kartoffeltærte med, som mindede mig om flødekartofler. Den var med: kartoffel, røget mozzarella, persille, parmesan, muskat og hjemmelavet rasp og så bagt i ovnen. Helt enkelt, og utrolig cremet. Det var nok også en af grundene til, at vi blev meget mætte. Du kan se et billede af retten nedenfor.

Derefter fik vi lidt pasta, risotto, en hovedret og dessert til sidst. Alle retter var lækre og enkle. Dertil fik vi vin til, som alle passede utrolig godt til det, som vi nu spiste. Tjenerne forklarede desuden alt maden for os undervejs, samt hvorfor vi fik den valgte vin. Det er altid fedt at blive sat ind i hvad man spiser, og hvorfor det er den valgte vin, man får til.

På Carne Famo kan du vælge en menu med 3 serveringer (300kr), en med 5 serveringer (400kr), eller enkelte retter fra 140-200kr. Super rimelige priser – især når man tænker på mængden og kvaliteten af maden. Mums! Jeg ville helt klart anbefale den menu med 3 serveringer.

Næste gang jeg kommer på Famo Carne, vælger jeg en menu bestående af 3 serveringer. Stor anbefaling til dem og tak for lækker mad!

Adresse: Gammel Kongevej 51, 1610 København V
Pris pr. person: 145-500 kr (fra enkelte retter til en stor menu, med 5 serveringer) 

Ché Fè – Bio Trattoria

Ché Fè – Bio Trattoria, er et meget specielt sted, og er endda anbefalet i Michelin guiden.
Der bliver lavet traditionelsk italiensk mad her, hvor der virkelig er lagt vægt på kvalitet og sæsonprægede varer. Det kan man både se og smage! Ejeren var der, den aften jeg kom forbi – og man kunne tydeligt mærke, at han var stolt af sit sted. Det var dejlig at se, at han gik så højt op i sin restaurant.

Der bliver mest brugt organiske varer og lokale produkter fra Italien, som ejeren selv tester. Der var virkelig lagt vægt på den mindste detalje, og maden var derfor i en klasse for sig. Jeg nød hvert øjeblik, og det samme gjorde min kammerat, som jeg havde inviteret med.

Du kan få to forskellige menuer, med 5/10 serveringer, eller vælge enkelte retter. Jeg ville klart anbefale ALLE at prøve den store pakke. Det er alle pengene værd, og jeg synes faktisk at 495 kr., for 10 servinger, er mere end rimeligt!
Jeg ville til hver en tid, smide de penge efter sådan en oplevelse. Det samme sagde min kammerat, som også var helt op og kører over restauranten. Derudover kan du selvfølgelig vælge en vinmenu til, og det vil jeg altid anbefale, at man får prøvet. Hvis man er glad for vin, så ved man også hvor meget det giver, til hele smagsoplevelsen.

Alle vine vi fik, passede helt perfekt til den pågælende ret. Jeg var i den syvende himmel!

Min favoritret her er svær at vælge, da jeg syntes alt smagte helt fantastisk! Men hvis jeg skal vælge, må det nok være den ravioli vi fik, fyldt med ricotta og kalvehale ragout vendt i Fontina sauce. Åh altså det var godt. Det bedste ved hele aftenen var selvfølgelig maden & vinen, men også selve atmosfæren på stedet. Der var ingen stress, og vi kunne sidde ligeså længe vi havde lyst til.

Alt i alt en fantastisk oplevelse, hvor der var 100 procent entuasiame omkring mad, vin og atmosfære. Glæder mig til næste besøg!

Adresse: Borgergade 17A, 1300 Copenhagen K
Pris pr. person
: Menu med 5 serveringer: 385 kr. Menu med 10 serveringer: 495 kr. Derudover findes der retter fra 155-225. Vinmenuen går fra 385-498 kr.

 

L’Altro

L’Altro ligger lige ved Christianshavn, og jeg har faktisk aldrig lagt mærke til den før. Den ligger lidt gemt, men det er bestemt et populært sted. Man skal i hvert fald huske at reservere bord, da de nogle gange er booket længe i forvejen. De har desuden en Bib Gourmand i Michelin Guiden! De er i den grad et besøg værd.

Deres mad var helt fantastisk – og jeg nød middagen hele vejen, så jeg forstår godt de er populære. Maden var af høj kvalitet, og de forstår virkelig at sætte de forskellige råvarer sammen. Igen var maden med hjemlige toner, og det er selvfølgelig italienere, som står i køkkenet.
De vil gerne ud med budskabet, at oplevelsen skal være, som at spise hjemme med familien, og det føltes også sådan. Stedet er for alle, og det gælder også børnefamilier.

Vi valgte en tasting menu med vin til, så vi kunne prøve lidt forskelligt. Vinene passede utrolig godt til de forskellige retter, og de fremhævede kun de lækre smage, som der var i maden.
Menuen er desuden baseret på sæsonvarer, hvor de får deres råvarer hjem fra Italien. Igen er der lagt vægt på de små detaljer, og jeg nød virkelig mit besøg. Jeg kommer helt sikkert igen!

Min favorit her var nok den vagtel, som vi fik inden hovedretten. Den var langtidsstegt med noget skinke inden i. Meget specielt, og helt mørt og lækkert!
Min anden favorit var helt sikkert deres pasta, som var helt cremet og smagte af utrolig meget. Det er den i kan se på billedet nedenfor.

Alt i alt en rigtig dejlig aften, hvor smagene stod helt skarpt!

Adresse: Torvegade 62, 1400 KBH K
Pris pr. person:
 fra 340-985 kr. (Menu med 4 serveringer: 340 kr.. Tasting menu med 5 serveringer: 450 kr. Eller “The Other”, tasting menu med vin, ost, kaffe sødt, vand, og likør: 985 kr.) 

Era Ora

Det sidste skud på stammen er Era Ora – en Michelin restaurant på Christianshavn. Denne er i en liga for sig selv, og kan ikke sammenlignes med nogle af de andre steder, som jeg har besøgt. Oplevelsen var helt speciel, hvilket jeg også synes de er forpligtet til, når nu de har en Michelin-stjerne.

Vi kom til frokost i en hverdag, og blev taget godt imod af en af tjenerne. Vi fik 5 serveringer, med matchende vin til. Igen vil jeg altid anbefale, at man vælger vin, som passer til maden – det gør kun smagsoplevelsen bedre.
Vi blev taget igennem 5 serveringer, hvor tjeneren forklarede alt hvad vi spiste, hvilken rækkefølge de anbefalede og hvor det forskellige kom fra. De fik bl.a. leveret deres produkter fra Italien, og gik meget op i, at det skulle være verdensklasse råvarer.
Selvom det var et fint sted, så var der stadig så meget personlighed til stede – og det er jeg helt vild med.

Maden var perfekt hele vejen. Det gælder både med smagen og æstetikken. Der var en sammenhæng gennem hele menuen, og alt passede sammen! Jeg var helt overvældet er smagene, teknikkerne og udseendet på maden.  I løbet af vores frokost, oplevede jeg også helt nye smage, og så teknikker, som jeg aldrig har set før. Det var helt fantastisk alt sammen, og jeg bliver helt taget tilbage, bare af at skrive det her indlæg.
Min favorit er svær at vælge. Retterne var alle specielle, på hver deres måde og jeg elskede det hele! Men, hvis jeg skal vælge, så var det nok de 4 små appetitvækkere (billede nedenfor), som kom i første omgang. Det var kombinationer, som ikke engang kan beskrives på skrift – så fantastisk var det. 

Hvis man går op i mad, og elsker italiensk mad, så er det helt klart Era Ora, der skal besøges. De er ekstremt detaljeorienteret, og de ved virkelig hvad de laver. Jeg elskede hvert sekund af mit besøg, og jeg kommer glædeligt tilbage.
Derudover har de den største vinkælder, jeg nogensinde har set. Der er flere tusinde vine, og rummet er så smukt! Hvis du spiser derinde en dag, så spørg om du må komme ned og se. Det er en helt speciel oplevelse.

Alt i alt en oplevelse i en anden liga. Jeg kan ikke beskrive det anderledes. Det var perfekt.

Som du kan se på billedet nedenfor, er de rimelig detaljeorienteret, og det ser jo bare helt fantastisk ud!

Adresse: Overgaden Neden Vandet 33B, 1414 KBH K
Pris pr. person (frokost): 3-5 retter; 498-698 kr. Vinmenu fra 498-698 kr. 

Det var alt for denne gang – smid endelig en kommentar, hvis du selv har været på nogle af stederne. Og skriv endelig også, hvis du synes jeg mangler nogle. Rigtig god søndag!

Læs også

4 Kommentarer

  • Svar
    Svend
    17. oktober 2017 at 10:34

    La Rocha i Vendersgade er vist glemt

    • Svar
      Camillemaja
      18. oktober 2017 at 19:02

      Ja den kender jeg slet ikke, den må få et besøg en anden gang. Tak for det!

  • Svar
    mario
    17. oktober 2017 at 14:02

    Nogle gange er det lidt svært at lave placeringer eller sammenlign små pizzeriaer med gode berømte restauranter f.eks. “Era Ora”, og det er vanskeligt at afgøre navnet ” pizza ” . Danskerne elsker en sprøde italiensk pizza, mens den ægte napolitanske pizza er blød og følger en meget specifik disciplin.Set fra den dansk side du har lavet et godt stykke arbejde.

    http://www.pizzanapoletana.org/public/pdf/disciplinare%202008%20UK.pdf

    • Svar
      Camillemaja
      18. oktober 2017 at 19:01

      Mange tak 🙂 Dejligt du siger det. Det var også lidt min forhåbning, at det kunne kædes sammen, på en fin måde.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.