Disse fødselsdagsboller er lige til at gå til, og kræver ikke særlig mange ingredienser. Jeg laver oftest lidt grovere boller, men denne gang var det altså 100 % hvede, der skulle til. Kender i ik’ det?
Min veninde Anna og jeg (fra Anna-mad), havde længe aftalt, at vi skulle holde en hyggedag, med boller, nattøj og film. Vi sås så her i påsken, hvor jeg havde sat denne dej over, inden vi tog til træning. Derefter stod den på max afslapning med lune boller, netflix og en lang gåtur i solskin. Det er altså lækkert med sådan nogle dage, og vi planlægger allerede den næste!
Opskriften er lige til at gå til og jeg er sikker på du kan lide dem!
Denne opskrift giver 15 boller:
Opskrift
- 2.5 dl mælk
- 25 g gær
- 90 g smeltet smør
- 2 æg (1 til dejen og 1 til pensling)
- 2 spsk sukker
- 0.5 tsk salt
- 1 tsk kardemomme
- 580 g hvedemel
Hvis du elsker at bage, så skal du helt sikker også prøve disse: Gulerodsboller// Koldhævede speltboller//Chokoladeboller
Fremgangsmåde
- Start med at smelte smørret i en gryde, som du derefter hælder kold mælk i. Kom mælk og smør i en stor skål, og opløs gæren heri. Væsken må kun være lun, ellers dræbes gæren
- Pisk et æg sammen og hæld i skålen. Tilsæt derefter sukker og kardemomme. Rør sammen
- Tilsæt mel og salt, og ælt det hele sammen. Ælt til dejen er glat og smidig (5-10 min). Sæt dejen til hævning i ca. 30 minutter – husk at dække dejen til
- Efter hævning kommer du dejen på et meldrysset bord. Del dejen ud i ca. 15 små klumper
- Rul dine boller og sæt dem på en beklædt bageplade
- Lad dem efterhæve i ca. 1 time, et lunt sted, med et viskestykke over
- Tænd ovnen på 200 grader, varmeluft
- Pisk 1 æg sammen, og pensl herefter dine boller grundigt
- Bag dem midt i en varm ovn, i ca. 12 minutter
- Lad bollerne køle lidt af, og spis dem lune med et lag smør på – eller hvad du ellers har lyst til! Min favorit er helt klart en lun bolle med smør og pålægschokolade. Eller blot smør, mums!
Rigtig god fornøjelse og velbekomme 🙂
2 Kommentarer
Anna
9. april 2018 at 21:06Ej jeg er bare så klar på at gøre det snart igen! ♡
Camillemaja
10. april 2018 at 8:41Også mig! #Hvede4ever