Semidried tomater

IMG_6064

I tirsdags havde jeg tre piger på besøg, som er en del af en madklub jeg har oprettet. Vi er ca. 30 medlemmer, og så melder man sig ellers bare til. Jeg meldte selv ud, at jeg havde plads til 3 personer, og menuen stod på pizza.

Opskrift på: Hjemmelavet pizza

En af pigerne sagde hun elskede semidried tomater, som topping til pizzaen, og så fik jeg lyst til at eksperimentere med mine egne. Det blev SÅ lækkert, men det kræver altså at man har 4 timer til rådighed. Jeg lavede dem i weekenden, hvor jeg alligevel var hjemme, så det ikke behøvede at være et større projekt, end det var. Opskriften og metoden er super nem, det er blot tidskrævende – så gør det en dag du har lyst og tid, og så lover jeg du bliver glad for resultatet!

Opskrift

  • 500 g cherrytomater
  • 0.7-1 dl olivenolie
  • 1 tsk sukker
  • Salt og peber
  • Frisk timian
  • 5 fed hvidløg
  • Tørret oregano og basilikum
  • 1 tsk Santa Maria berbere krydderi (eller hvad du ellers har, evt. paprika)

Fremgangsmåde

  • Start med at tænde ovnen på 100 grader, varmeluft
  • Skyl tomaterne, skær dem i halve og læg dem på en bradepande/fad
  • Hak hvidløg i fine stykker
  • Lav en krydderiblanding af; sukker, salt, peber, oregano, basilikum og berbere
  • Drys hvidløg og blandingen over dine tomater
  • Dryp med olie
  • Jeg smed lidt frisk timian ved, for at gøre dem ekstra lækre. Det kan godt undværes, men giver altså lige det ekstra
  • Ind i ovnen med dem og stil din alarm på 60 minutter. De skal have i alt 4 timer ved 100 grader og skal dryppes med olie 1 gang i timen. Jeg brugte det olie, der allerede var i fadet – det er slet ikke nødvendigt med ekstra olie!
  • Jeg tænker de kan opbevares i et par uger, hvis de er dækket af olie i et lufttæt glas,. Mine holdte dog kun i 4 dage, fordi de smagte så godt!

God fornøjelse!

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.