Go Back

Koldhævede morgenboller

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 14 timer
Samlet tid 14 timer 20 minutter
Ret Bagværk, Morgenmad
Antal 12 stk

Ingredienser
  

  • 6 dl vand
  • 100 g aktiv surdej eller 8 g gær (surdejen er aktiv når den flyder)
  • 1 tsk honning
  • 500 g Manitoba hvedemel
  • 150 g Grahamsmel
  • 1 spsk. salt
  • Olivenolie

Sådan gør du
 

  • Vær opmærksom på at dejen er koldhævet, og skal derfor laves dagen før du skal bruge den. Jeg plejer typisk at lave min dej fredag eftermiddag, hvis de skal bruges lørdag morgen
  • Start med at bland vand, aktiv surdej, gær og honning i din røremaskine. Du kan også sagtens ælte i hånden, men brug gerne maskinen hvis du har en
  • Tilsæt mel og salt og ælt dejen på lav hastighed, til dejen er fri for klumper. Herefter skruer du op på middel/høj hastighed, og der æltes indtil dejen slipper siderne på skålen. Dette plejer at tage omkring 10 minutter
  • Herefter kommes dejen i en ny skål/større plastikbøtte, som du inden da har smurt med lidt olie. Dejen skal her foldes/strækkes en gang hver halve time henover aftenen. Processen gør dejen spændstig og tilføjer luft. Jeg plejer at folde min dej 4-6 gange, før den kommer på køl. Dejen skal være glat og sammenhængende og være hævet ca. 30 %.

Dagen efter

  • Dagen efter kommer du lidt mel på køkkenbordet, og kommer dejen herpå. Tænd din ovn på 240 grader, varmluft, og lad den gerne stå og varme i 30 minutter. Lad dine bageplader/bagestål blive i ovnen, mens den varmer op
  • Dyp dejskraberen i lidt vand, og skær én bolle ud af gangen. Jeg kan anbefale at bruge en dejspartel til at skære bollerne ud. Placer bollerne på et stykke bagepapir og bag i ca. 18 minutter. De skal være lettere mørke og gyldne, så de er rigtig sprøde når de kommer ud
  • Køl bollerne af på en rist, og server dem lune til morgenbordet