Opskrift: Nem drømmekage med mysli-topping - En himmelsk kombination!

Nem drømmekage med kokos og mysli-topping

Har du nogensinde prøvet en drømmekage, hvor du blander lidt mysli i din kokostopping? Det havde jeg heller ikke indtil i denne uge, og sikke en lækker kombination! Drømmekagen smager helt ligesom den plejer, men med lidt ekstra knas og lækker smag i selve toppingen.

Opskriften er super nem og kræver ikke den store introduktion. Hvem elsker ikke en lækker drømmekage med masser af fyld på toppen – ja det ved jeg heller ikke. For mit vedkommende skal der næsten være 50/50 af kage & topping, men det er jo en smagssag. Du kan jo sagtens komme mindre på, end hvad jeg har gjort, det er helt op til dig.

Denne opskrift giver 10 stykker drømmekage. Rigtig god fornøjelse. 

Opskrift

  • 1 dl mælk
  • 45 g smør
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 3 æg
  • 150 g sukker
  • 140 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver

Mysli-topping:

  • 70 g smør
  • ½ dl mælk
  • 130 g brun farin
  • 65 g mysli (her brugte jeg en med nødder & gryn)
  • 100 g kokos

Fremgangsmåde

  • Tænd ovnen på 200 grader, varmeluft
  • Pisk æg og sukker sammen til en lys og skummende masse
  • Rør derefter mel & bagepulver i
  • Smelt smør og tilføj mælk og vaniljepulver i blandingen. Hæld derefter smørblandingen i dejen
  • Fordel dejen i formen og bag den midt i ovnen i 20-25 minutter. Stik evt. en kniv i den, for at se om den er færdig (der skal ikke sidde dej på kniven)

Mysli-topping: 

  • Hæld alle ingredienserne i en gryde/dyb pande og kog det op under omrøring
  • Fordel din topping over kagen
  • Bag det derefter i 5 minutter, til overfladen er lækker gylden
  • Køl kagen af, inden servering

Velbekomme – jeg er sikker på den falder i god jord hos jer!

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv et svar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.